Nogle gange tænker jeg at min bror har mini Stockholm syndrom. Han har været vidne til de samme oplevelser som mig, og mærket det på egen krop. Han er på ingen måde lige så gal på Monstret som jeg er. Men jeg synes at han victim blamer sig selv samt mig, når han kommer med udtalelser som:
"Vi havde jo ikke fået tæv som børn, hvis vi bare havde fulgt reglerne."
"Vi var uvorne børn..."
Jeg ser det, som at vi blev forstyrrede da vi var ganske små af vores forældres skilsmisse, det blev der aldrig taget hånd om. Tvært imod, flyttede vores mor os hjem til Monstret og han forventede at vi kunne en masse ting der ikke var alderssvarende ansvar. Jeg hader Monstret, for at have ødelagt så mange år af mit og min brors liv. Der var ingen der reddet os. Det er os der betaler i dag for de, dengang, voksnes handlinger.
Jeg føler at det er mit ansvar at passe på min bror. Ingen andre gør det. Jeg bliver ved med at få at vide at det ikke er mit ansvar, men vores forældres. Jeg ville ønske der var nogen der passede på mig. Det var der en gang. Den chance brændte jeg. Jeg kommer til at dø ensom og alene. Jeg savner en kæreste, og jeg har dyrket dating apps til ukendelighed, men jeg orker det ikke mere. Nu læner jeg mig bittert tilbage i kørestolen og venter på at prince charming kommer dumpende ned i mit skød. Som aldrig kommer til at ske. Hvorfor skal jeg være så håbløs, jeg føler mig forrådt af universet. Der kan vel forhelvede ikke blive ved med at komme tragedier og traumer.
Jeg har specifikke personlige grænser når det kommer til andre mennesker. De er lidt forskellige alt efter hvem det drejer sig om. Med min bror, i enerum, har jeg næsten ikke nogle. Det kan blive problematisk, når han læsser af på mig, for jeg tager det til mig. Når vi er bland andre mennesker synes jeg at det kan blive pinligt, det går hurtigt over, pinligheden. Men jeg tager hans smerte i livet meget alvorligt. Det synes jeg næsten ikke at han gør selv.
I dag fortalte jeg min bror om min bog, jeg ved ikke om han læser den, han virkede interesseret, men ikke synderligt imponeret.
Never mind.
I dag er det gået op for mig, hvem mine rigtige venner er. Dem der har vist kulør. Jeg sætter enormt meget pris på jer. Jer der følger med og siger intet 🖕jeg har ikke haft det så dårligt som jeg har det nu, i mange år. Jeg gider ikke at være sur eller bitter. Jeg gider ikke at være her mere.
Jeg er så ensom og alene, jeg kan ikke se en vej ud af det.
Der kan venner ikke bruges til så meget.
jeg ville ønske at de kunne.
Jeg savner min mor, jeg ved ikke hvor hun er eller hvordan hun har det... Jeg kan ikke opsøge hende mere, da jeg ikke kan holde til flere afvisninger. Jeg kan seriøst ikke se hvad jeg har gjort. Jeg savner farven på hendes læbestift, jeg savner hendes grimme permanent, lugten af Prince light 100, kvæde the og synet af en ufærdig 7 kabale på sofabordet og hendes bordeaux neglelak. Nus ned af næsen og kys i panden.
Jeg savner også min far (læs: idéen om min far).
Som barn satte jeg ham op på en pedistal som superman (Christopher Reeves versionen). Jeg troede han ville rede mig, but no.
Nu er han bare bitter og irriterende, kynisk. Jeg vil helst være fri. Jeg har aldrig fået lov til at kramme min far, det er han ikke til. Jeg har aldrig leget med min far, vi har aldrig gjort noget alene sammen; ud og spise, en øl, kaffe... Jeg gider ikke hans skam.
Jeg glæder mig til at høre om jeg bliver flyttet i morgen.
Xx Maine