Jeg har ikke haft det nemt de sidste par dage, jeg konfronterer mange negative og belastende følelser. Hvisketiskemanden har jeg heldigvis ikke hørt mere til. Jeg har faktisk slet ikke haft nogen positive symptomer.
I hvert fald ikke i dag.
Afvisningen:
Endnu et hankøn har givet mig en forklaring på at jeg ikke er god nok. Kæft et hak i tuden. Endnu en gang. Jeg forstår ham, man samler ikke lige sin næste date op på psyk. Det har resulteret i at jeg har booket en tid med hospitalspræsten i morgen kl. 1000. Her skal vi tale om hvor meget jeg egentlig tror på et efterliv, eller om jeg bare rådner når jeg dør. Jeg ved ikke hvad jeg tror på længere...
Svigt:
Jeg har ikke hørt fra min bror i lang tid nu... Det vækker en masse gammelt svigt i mig. Han formår at vække håb i mig mere end nogen anden, bare for at skyde det til jords. Jeg tænker på min mor og far. De er ikke dem jeg fik i sin tid, nu er de bitre og stoiske og lige til at kyle i skraldespanden. De er hver, en halvdel af mig, men hverken vil mig eller kender mig. Jeg får ingen closure og vi bliver allesammen ældre.
Jeg er ikke god nok til nogen. Jeg er bare alene. Det er bare accept det skal til. Jeg skal bide i lorten, én bid af gangen. Jeg synes det er hård kost at få ind, at man skal være alene resten af ens dage. Men hvor lang tid tager det? Det får mig til mit næste emne.
Død:
jeg er med på at det ikke er min tid endnu. Men jeg er slet ikke med på at jeg hverken bliver 50 eller ældre. Jeg tager det en dag af gangen. Jeg har ikke nogen at dele livet med, så hvorfor skal jeg forlænge pinslen? Jeg kan holde i lidt endnu, da der er nogle ting jeg vil se.
Udskrivelse:
Sådan som det ser ud nu, så bliver jeg udskrevet på mandag. Ellers skulle det have været på fredag, men de vil ikke have mig ud til en weekend, da jeg så ikke kan komme i kontakt med fakt. Jeg ser ikke den store forskel, så jeg lader dem bestemme.
Jeg stoler ikke på nogen mere.
Nogle mennesker er søde men der bliver ikke taget mig i betragtning.
Jeg har så mange yndlingsmennesker... men jeg kender ikke nogen der sætter mig så højt som jeg sætter så mange mennsker.
Jeg ved ikke hvad jeg bliver udskrevet til, jeg ved ikke hvor jeg skal holde jul. Hvad med næste år?
Hvorfor skal jeg være fyldt med sort snot?
Hvorfor er der ikke nogen der vil holde mig i hånden?
Min tante siger altid at jeg er fyldt med kærelighed og empati, og det er mærkeligt i sig selv, da jeg ikke har fået det hjemmefra.
Jeg har en håndfuld mennesker der siger at de elsker mig, men det føles kun sandt når jeg er på afstand.
Jeg kan ikke blive ved med at være her. Det er et faktum, på et eller andet tidspunkt dør vi jo allesammen. Hvorfor i helvede skal jeg fortsat tortureres. Og så måske endda til jeg er 100 år gammel?
Var det ikke nok at torturere mig da jeg var barn? Hvornår kommer den gode karma, hvornår vinder jeg i det menneskelige lotto?
Måske skal jeg sige ja til elektroshock? Måske er det bedre, federe, skønt at være lidt dummere og uden minder.
Jeg har fået mit abilify depot i dag, det har ikke gjort en skid til forskel.
Jeg sidder og tuder snot hele tiden. Hver gang nogen kommer ind på min stue, så smiler jeg og siger pænt hej, som jeg bedst har lært af min mor og mormor.
I am so heartbroken... Jeg ødelægger alt jeg kommer i nærheden af... Jeg er begyndt at forstå Hvisketiskemanden, hvorfor han hader mig så meget: Hvis jeg mødte mig på gaden ville jeg sgu også tænke "fuck af, hvor er du nederen". Ligesom mine forældre, brødre og utallige eksvenner igennem tiderne. Jeg forstår mine ekskærester, jeg er for meget, fylder og trækker ned, suger livet ud af andre. Jeg er for grim og fed og plat til at der er nogen der vil mig.
Jeg er nu eremit. Kan kun kontaktes på skrift.
Vi er allesammen ens under huden
Jeg har det som om folk bare kigger på i mens jeg langsomt dør...