Jeg har sovet af helvede til. Jeg har ikke længere sovepiller på min medicinliste. Men i dag har jeg haft gode samtaler med gode mennesker. I formiddags talte jeg med præsten, jeg fik booket hende i går igennem personalet. Vi talte om mine forældre og søskende, traumaer og overgreb, kærlighed, sygdom og tilgivelse og meget mere. Det hjalp rigtig meget. Både før og efter taler jeg med Damen. Det er vildt hvor meget de tre samtaler ændrede på mit humør. Jeg har hverken været psykotisk eller ked af det i dag. Eller paranoid for den sags skyld. Vi kom ind på nogle sensitive emner, men ikke noget, vi ikke kan snakke om. Ofte har ieg behov for at bare "være" sammen med nogen, som jeg ved der passer på mig. Eller have en der holder mig i hånden. Til de formål har jeg altid kunne bruge Damen og Manden, problemet er bare at de er så langt væk... Det kommer jeg til at lave om på. Jeg har besluttet mig for at i 2025, satser jeg på at flytte tilbage til Fyn. 🫣 Præsten sagde til mig efter vi havde været igennem 7000 emner: "Det lyder som om du har et relationsproblem. At dine nære relationer er på Fyn og Bornholm, og du omgiver dig med perifere relationer i København." Jeg havde ikke selv fundet nogen rød tråd i det vi snakkede om, men det giver da god mening. Jeg savner have, og det kommer jeg sikkert aldrig til at få på Frederiksberg. Med det sagt betyder bestemt ikke, at jeg ikke har gode eller nære relationer i København. Og det er hellere ikke helt umuligt at finde en stuelejlighed med have på Frederiksberg. Men det vil tage meget lang tid. Fyn er en nem og hurtig løsning, med gode resultater. Jeg talte også med den søde præst om himmel og helvede, hun var meget åben over for min formulering: "Hvis du gør det så godt som du kan, med de omstændigheder du har fået tildelt, så kan du faktisk ikke præstere mere. Og ergo så ender du i himlen. Det gjorde mig glad og lettet. Jeg føler at jeg gør meget, for at være et godt menneske. Med de bekymringer jeg havde, for at jeg skulle ende i helvede med, sagde præsten at jeg havde ikke noget at være bekymret for. Hellere ikke dem jeg holder af. Tilgivelse var et stort emne, men jeg er faktisk blevet god til at tilgive andre og mig selv. Og over årene er det blevet væsentligt nemmere at "not give a fuck". Jeg er så småt på rette vej med mad... måske lidt for meget, men det bliver fikset så snart jeg er trappet ud af quetiapinen. Her til aften har jeg spillet bezzerwizzer med nogle med patienter, det var fedt at grine lidt. Min bror siger han kommer i morgen formiddag. Xx Maine

Jeg har ikke haft det nemt de sidste par dage, jeg konfronterer mange negative og belastende følelser. Hvisketiskemanden har jeg heldigvis ikke hørt mere til. Jeg har faktisk slet ikke haft nogen positive symptomer. I hvert fald ikke i dag. Afvisningen: Endnu et hankøn har givet mig en forklaring på at jeg ikke er god nok. Kæft et hak i tuden. Endnu en gang. Jeg forstår ham, man samler ikke lige sin næste date op på psyk. Det har resulteret i at jeg har booket en tid med hospitalspræsten i morgen kl. 1000. Her skal vi tale om hvor meget jeg egentlig tror på et efterliv, eller om jeg bare rådner når jeg dør. Jeg ved ikke hvad jeg tror på længere... Svigt: Jeg har ikke hørt fra min bror i lang tid nu... Det vækker en masse gammelt svigt i mig. Han formår at vække håb i mig mere end nogen anden, bare for at skyde det til jords. Jeg tænker på min mor og far. De er ikke dem jeg fik i sin tid, nu er de bitre og stoiske og lige til at kyle i skraldespanden. De er hver, en halvdel af mig, men hverken vil mig eller kender mig. Jeg får ingen closure og vi bliver allesammen ældre. Jeg er ikke god nok til nogen. Jeg er bare alene. Det er bare accept det skal til. Jeg skal bide i lorten, én bid af gangen. Jeg synes det er hård kost at få ind, at man skal være alene resten af ens dage. Men hvor lang tid tager det? Det får mig til mit næste emne. Død: jeg er med på at det ikke er min tid endnu. Men jeg er slet ikke med på at jeg hverken bliver 50 eller ældre. Jeg tager det en dag af gangen. Jeg har ikke nogen at dele livet med, så hvorfor skal jeg forlænge pinslen? Jeg kan holde i lidt endnu, da der er nogle ting jeg vil se. Udskrivelse: Sådan som det ser ud nu, så bliver jeg udskrevet på mandag. Ellers skulle det have været på fredag, men de vil ikke have mig ud til en weekend, da jeg så ikke kan komme i kontakt med fakt. Jeg ser ikke den store forskel, så jeg lader dem bestemme. Jeg stoler ikke på nogen mere. Nogle mennesker er søde men der bliver ikke taget mig i betragtning. Jeg har så mange yndlingsmennesker... men jeg kender ikke nogen der sætter mig så højt som jeg sætter så mange mennsker. Jeg ved ikke hvad jeg bliver udskrevet til, jeg ved ikke hvor jeg skal holde jul. Hvad med næste år? Hvorfor skal jeg være fyldt med sort snot? Hvorfor er der ikke nogen der vil holde mig i hånden? Min tante siger altid at jeg er fyldt med kærelighed og empati, og det er mærkeligt i sig selv, da jeg ikke har fået det hjemmefra. Jeg har en håndfuld mennesker der siger at de elsker mig, men det føles kun sandt når jeg er på afstand. Jeg kan ikke blive ved med at være her. Det er et faktum, på et eller andet tidspunkt dør vi jo allesammen. Hvorfor i helvede skal jeg fortsat tortureres. Og så måske endda til jeg er 100 år gammel? Var det ikke nok at torturere mig da jeg var barn? Hvornår kommer den gode karma, hvornår vinder jeg i det menneskelige lotto? Måske skal jeg sige ja til elektroshock? Måske er det bedre, federe, skønt at være lidt dummere og uden minder. Jeg har fået mit abilify depot i dag, det har ikke gjort en skid til forskel. Jeg sidder og tuder snot hele tiden. Hver gang nogen kommer ind på min stue, så smiler jeg og siger pænt hej, som jeg bedst har lært af min mor og mormor. I am so heartbroken... Jeg ødelægger alt jeg kommer i nærheden af... Jeg er begyndt at forstå Hvisketiskemanden, hvorfor han hader mig så meget: Hvis jeg mødte mig på gaden ville jeg sgu også tænke "fuck af, hvor er du nederen". Ligesom mine forældre, brødre og utallige eksvenner igennem tiderne. Jeg forstår mine ekskærester, jeg er for meget, fylder og trækker ned, suger livet ud af andre. Jeg er for grim og fed og plat til at der er nogen der vil mig. Jeg er nu eremit. Kan kun kontaktes på skrift. Vi er allesammen ens under huden Jeg har det som om folk bare kigger på i mens jeg langsomt dør...

Den seneste uge har jeg fået 4 beskeder fra folk/venner og familie der er bekymret for om jeg deler for meget på facebook. Jeg har delt min mentale rejse på diverse hjemmesider, Facebook, Instagram og Youtube siden 2009. Det ændrer jeg ikke på. Jeg har det ikke godt, og det vil jeg gerne dokumentere offentligt, til når jeg får det bedre. Jeg tror andre har kæmpe gavn af at læse hvordan der er for en person med mine diagnoser, for at undgå stigmatisering. Både når det går godt og skidt. Mine behandlere og medpatienter følger lystigt med og støtter mig i mit skriveri. Et familie medlem spurgte for nogle dage siden: Fortryder du ikke hvad du skriver, når du læser det senere når du har det bedre? Svaret er nej. Bare fordi mit humør, livslyst og sind svinger, så gør min holdning ikke.♥️ Største delen af mine venner støtter mig i at jeg skriver og filmer. I dag fik jeg en enkelt messenger besked (som jeg ikke har læst færdig endnu) som resulterede i dette indlæg. Jeg ser den reelle bekymring, men jeg har skrevet i 14 år på nettet, været i ekstrabladet, på Go' aften Danmark, i diverse blade og radio. Og jeg har det GODT med at bryde tabu. Jeg har ikke noget ry jeg skal passe på, jeg har intet at miste ved at dele mine oplevelser. Der er ca 1000 læsere pr. døgn på min blog. Ofte, efter psykoser, kan jeg ikke huske hvad jeg har set, hørt, følt osv. så jeg skriver også for min egen skyld, så jeg kan analysere mig selv. Nok om det. Jeg har en del angst, og det bliver især slemt når jeg skal sove... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det. Det viser sig som flashbacks og mareridt. Min søvn er helt fucked. Jeg har brugt dagen på at øve mig på min nye sang. Den er fin. Den hedder "Til verdens ende". Jeg fik hjælp af en medpatient til akkorderne, da han er ferm til at spille klaver. Den er fyldt med forhåbning og kærlighed... Det kan være at jeg får mod på at poste den senere. Hvis jeg ikke var bims i forvejen, så bliver man det eddermame af at sidde på enestue, på psyk, i weekenderne. Jeg keder mig helt ud til fingerspidserne. En kamerat spurgte om jeg ville have besøg i dag, det sagde jeg ja til, men jeg har ikke hørt noget fra ham. 😢 Jeg bliver psykotisk af at sidde alene. Jeg har fået udgang i dag, så det kan være at jeg kører en lille tur. Skriver igen senere. Jeg har været ude og lade min bil. Der var optaget på hospitalets pladser, så jeg kørte lige om hjørnet hvor der var ledige ladere. I mens jeg havde bilen i laderen var jeg et smut forbi mit lokale brune værtshus og fik et par sodavand. Det var hyggeligt. Jeg kan mærke at jeg slet ikke er klar til offentlighed... Det kommer. Når jeg keder mig nok. Jeg er så træt af at de fjernsyn der er på afdelingen kører i døgndrift. Shit det dræner min hjerne. Personalet i dagvagten er fantastiske, men aftenvagten har mere travlt med mobiltelefoner, fjernsyn og lægge puslespil. Nu er der en patient der er væk... 🙃 Jeg er træt efter min tur ude, klokken er 16:44. Jeg er rastløs og jeg har metalsmag i munden. Det er nok bivirkninger. Jeg fik først min klokken 14:00 medicin klokken 15:30. Det fucker mig lidt op. PS. Hvisketiskemanden er her.

I går gik meget af formiddagen med at tale i telefon med yndlingsmennesker. Og så lige pludselig imens jeg var ude og ryge, så fik jeg en kæmpe psykose. Troede jeg. Det var simpelthen min veninde fra Jylland der var kommet for at besøge mig. Jeg blev vildt forvirret, som om der var en forkert puslespilsbrik i kassen, den passede bare ikke ind nogen steder. Jeg kiggede et par gange, og måtte resonere mig frem til at hun var det nok i virkeligheden, jeg blev glad. Vi snakkede i mange timer og hun havde en dejlig gave med til mig. Hun er guld. Jeg vil gerne give et shout out til alle der har besøgt mig indtil videre. Jeg elsker jer. I går kom jeg ind på flere store emner med mine pårørende, som jeg har blogget om før, men som godt kan tåle en gentagelse. Først og fremmest at bitterhed er et valg. Jeg har flere tætte familiemedlemmer der er ved at blive ædt op indefra, af bitterhed. Jeg ser det som overlagt selvmål. Som en eller anden klog person sagde: "At være bitter er som at drikke gift og forvente at den anden dør." Og det er jo dumt. Og helt åbenlyst noget man gør mod sig selv. Det morsomme er at for alle tre af disse familie medlemmer, der er jeg "den anden", og jeg er ikke død endnu. Nummer-to-tema der kom op og vende igår, var at kamp og årsag er ikke nødvendigvis din skyld. Altså hvis dine forældre har mishandlet dig, er det jo ikke din skyld, det er aldrig barnets skyld. Kampen derefter er hellere ikke din skyld. Men tankerne du har omkring det, og dine handlinger er dit valg og dermed din konsekvens. Tankerne er ikke din skyld, men du har retten og pligten til at ændre dem, hvis de forsager skade på dig eller andre. I mine yngre dage, gav jeg mine forældre skylden for meget, hvis ikke alt, der er sket i min barndom. Men det er lige så meget de andre voksnes skyld; skolelærer, venners forældre, socialrådgivere og andre fagpersoner. Jeg tager selv credit for en håndfuld præstationer fra min barndom. Nummer-tre-tema var at skizofreni bliver, efter du får dignosen, et utroværdighedssymbol eller -symptom. Giver det mening? Siden jeg har fået diagnosen, kan jeg ikke længere tage til læge med noget random, uden at det så er "relateret" til skizofrenien. "Doktor, doktor, jeg har fået en indgroet tånegl" "Det er fordi du er bims!!" Derfor holder jeg mig fra den almindelige læge. Så talte vi om "ignorance is bliss" og hvor meget jeg ville ønske, at jeg var så dum, at jeg ikke fik øje på mine problemer. Min sygeplejerske og min veninde sagde samme dag: "Der er ikke langt fra gal til genial". Det tager jeg som et komplement. I dag har været lidt on and off med psykoser... 🙄 Jeg har lagt puslespil med Mashed potatoes, og røget alt for mange smøger. Så har jeg spillet ukulele, og oversat en sang - skrevet texten om - lavet en ny melodi, og wupti så har man sin egen sang 🥳🤣 Jeg har det nederen. Glæder mig til at det bliver mandag.

Klokken er nu 11:20. Og fuck hvor jeg keder mig. Ymer har ringet, det var meget hyggeligt, men jeg har svært ved at holde samtalen kørende når jeg er så psykotisk som jeg er. Hvisketiskemanden er er ikke endnu. Men jeg har susen og hvisken for ørene. Jeg har på fornemmelsen det bare er et spørgsmål om tid før han dukker op. Så for at pensle det helt ud, så er jeg ikke deprimeret længere, men jeg ser (aber, ansigter, edderkopper, gele vægge), hører (hvisken, susen), lugter (bøf, kobberfedt, blomster), føler (hænder på min krop, ild, varmt vand, stød) og smager (jern/blod, ananas, betændelse). Alt muligt shit der ikke er der. Eller som jeg kan regne ud der ikke er der... jeg har lidt svært med at skelne mellem fantasi og virkelighed når det kommer til gele væggene, og lugten af bøf/stegt oksekød... for det er symptomer jeg aldrig har haft før. Jeg drikker meget kaffe, spiser ikke så meget, til gengæld har jeg ikke kastet op idag. Så det er ok fint. I morgen skal vi vejes 😢 jeg har bare taget så meget på den seneste uge... jeg kan mærke det på min kørestol. Jeg får ingen motion her inde, og jeg har ikke fået udgang endnu. Afdelingen har et løbe/gå bånd, men jeg har ikke været oppe og gå i over en uge nu, så jeg ved ikke hvordan det ville gå. Så når jeg ikke kan motionere, må jeg holde igen på maden. Jeg er bare så fandens til sulten pga quetiapinen. Lort. Der er ikke sket noget sjovt på afdelingen jeg kan melde om. Jeg nyder mine blomster og andre gaver ♥️ Det er rart at vide at der er nogen der tænker på en. Jeg føler mig meget alene i dette lort. Det er svært at forklare hvad der sker, jeg kan bare fortsætte med at skrive om mine oplevelser. Jeg håber sådanset ikke på at inspirerer nogen til at "være stærke" (hvor mærkeligt det end lyder), jeg håber at mine blogindlæg og bog/bøger kan hjælpe systemet/venner/familie/kolleger/naboer til at få øje på, når en person er syg. Det er uretfærdigt at forlange af en der er psykisksyg, at de skal kunne holde næsen oven vande, uden hjælp. Jeg har behov for at være omkring andre mennesker, det har jeg haft i et par måneder. Nu er det bare et akut behov. Jeg kan ikke tænke på andet end død og ødelæggelse, dystopi. Hvornår må jeg "tap out"...? Jeg vil ikke være her mere, hverken på afdelingen eller hjemme. Jeg ved det går over. Men shit det ligger langt væk. Jeg føler mig dum og som en kæmpe belastning Klokken er 1400, min dag har taget en kæmpe drejning. Mocha vil ikke spise og jeg har fået arrangeret orlov til at tage ud og tvangs fodre hende. Jeg har kun fået udgang med følge, så jeg skulle først skaffe en ven der ville køre med. Men, men, men, min fantastiske veninde har taget den med stiv arm, og har fået mad i hende ♥️♥️♥️ 💪💪💪 Som langtids læser ved du i forvejen hvad jeg har haft af problemer med Mochas spisevaner. Som hvalp var hun meget kræsen og sultestrejkede hvis hun fik det samme at spise i mere end en uge af gangen. Det har resulteret i 4 gange for lavt blodsukker og krampeanfald og indlæggelser. Der har ikke rigtig været noget siden, hvis man ser bort fra den gang hun mistede sit øje. 🐾🐾♥️🥹 Nu er der styr på hende så længe. Jeg tager et smut forbi min lejlighed i aften og henter nogle ting. Bl.a. mine drænage støvler, lidt hækletøj, en ukulele og noget instant kaffe. Så jeg kan hvile. Så skal jeg bare koncentrere mig om at få styr på min medicinering og anden behandling. 🙄🙄 Jeg er fuldstændig i alarmberedskab. Wusaaaaa.... Jeg har lige været ude og ryge. Og Pantsamleren sidder altid der ude, men han siger ikke noget, han ryger bare halve smøger og smidder dem i askebægeret uden at slukke dem. Så går der jo ild i askebægeret 🙄🙄 Jeg fikser. Igen. Her er ingen ro, 2 fjernsyn kører på højtryk på forskellige kanaler og jeg kan ikke lukke det ud. Jeg har ikke styr på hvad der kommer "udefra" eller "indefra". Det larmer... Jeg har lige haft besøg af min fantastiske Mugge 🤩. Mocha spiser selv 😍. Mugge og jeg var et hurtigt smut forbi min lejlighed og hente nogle ting til mig. Så der er mange ting der har lettet sig fra mine skuldre. Alt psykose har været væk her til aften ♥️ selskab hjælper altid, og godt selskab healer og læger 🥰. Nu vil jeg hækle lidt før jeg får min sovepille 🤗 Jeg er i langt bedre humør end tidligere. Xx Maine

Jeg havde en samtale med Damen i morges, om havfruegenetik og om en bils lygter virker på månen/ i rummet. Damen og jeg blev enige om at det må betyde at havfruer lægger æg og Triton har været rundt i de 7 have og befrugte æg. Det fik os til at tale om katte og killingegenetik. Hvor, så vidt som Damen har læst sig frem til, så er det muligt for missemor at blive befrugtet med flere missefædre... altså et killingekuld med genetisk meget forskellige udseende. 🙄🙄🙄 kan i høre hvor meget jeg keder mig? Derefter talte vi om at hvis du har en bil i rummet, og du tænder lygterne, begynder bilen så at bakke? Eller kommer der overhovedet lys pga vakuum? Hvad sker der med photoner i vakuum? Er det det sammen som på månen? Shit min hjerne er mos... Vi snakkede også om krematorier og plastikbryster, ure, pacemakere og skruer. Det er en samtale jeg har haft med Mugge også, så der havde jeg en masse kvalifiserede bud. I 2016 var jeg indlagt med en kvinde der endte med at blive en god veninde. Vi var 4 der hang ud med hinanden på afdelingen. Den ene havde gået på Herlufsholm skole, han fortalte at når man var færdig på skolen, ridsede man sit navn ind på en mursten. Så, da vi blev udskrevet gjorde vi det også. Nu er det sådan at min veninde er på tragiskvis er afgået ved døden, i juli måned. Jeg ville tage et billede af murstenene og skrive lidt om hende. Men de har skiftet murstenene. Og jeg er ikke i humør til at tale mere om hende end hvad jeg allerede har nævnt. Mælkehoarderen har fulgt efter mig hele formiddagen, efter frokost er hun gået ind til sig selv. Her er også en tidligere medpatient som jeg synes er nederen. Jeg kan ikke huske hvad jeg har kaldt hende i tidligere posts, men for nemhedens skyld kalder vi hende Bimsella. Jeg tror alligevel at hun er på vej til at blive udskrevet. I formiddags fik jeg besøg af min dejlige sygeplejerske. Det er hende der plejer at give mig depot. Min bror skulle komme kl. 1200, men der kom noget i vejen. Og så har min veninde meldt sig til, kl. 1600... Jeg glæder mig til at se hende. Jeg har så mange synshallucinationer nu at jeg ikke kan skelne så nemt, og jeg har mange grimme tanker, men det hjælper at skrive. Jeg håber at jeg ikke er for belastende at jeg skriver om mine oplevelser. Jeg burde vaske tøj i dag... jeg gider ikke. Eller som min gamle støttekontaktperson ville have sagt: "du skal sige jeg kan ikke, for selvom du gad, så var du ikke i stand til det." Og det er måske meget rigtigt. Lige nu sidder jeg alene i fælles stuen. Der kører hammerslag i fjernsynet, ingen ser det. Jeg sidder og stener, glor på min ipad, uden at trykke eller swipe. Jeg skal tisse, men jeg orker ikke at hverken sætte mig over i kørestolen, eller gå ned til min stue. Jeg holder mig. Jeg læste en gang i en bog, at hvis man skal tisse må men ikke holde sig, man skal betragte sig selv som en 5 årig: Hvis du står med en fyldt kurv i et supermarked, og din 5-årig siger "jeg skal tisse", så stiller du kurven og forsøger at finde et kunde toilet. Når det er dig selv, siger man ofte til sig selv: "du kan godt lige holde dig til du er færdig med at handle". Så fortsatte bogen med at forklare at det er mangel på respekt for sig selv og at du træner dig til at overskride egne grænser. Børn der får at vide at de skal holde sig eller spise hvad der kommer på tallerknen eller bare spise op, bliver til voksne der overskrider deres egne grænser på den ene eller anden måde. Feks. Med at arbejde over med interesse timer, blive til et mobbeoffer eller på anden måde blive underminereret af sig selv. Hvis det giver mening. Min gode veninde har lige været forbi med Mocha ♥️♥️♥️🥰 Det var dejligt at se hende 😍 jeg savner hende så meget 🥹 hun kan godt holde mig i gang 🥹 Der er stor interresse for puslespil på denne afdeling, det fanger mig sgu ikke... jeg tegner i stedet. Nu er der vagtskifte. Min kontaktperson i dagvagten var meget sød. Ved ikke hvem jeg får i aftenvagten. Jeg ved ikke om jeg skal sige noget til lægen om at min spiseforstyrrelse lever efter bedste velgående. Jeg gider ikke at have den på min diagnoseliste, for så kommer alt kontrollen, fra hospitaler, læger og psykiatri. 🙃 Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg døjede meget med bulimi/EDNOS som teenager og op i mine 20'ere. Siden da har jeg kun haft lidt bøvl i stressede perioder, hvor jeg følte at jeg skulle have kontrol. Og det har været et mere anorektisk forhold til mad. Men de sidste 5 år er jeg bare blevet tykkere og tykkere. Siden primo november 2022 har jeg tabt mig en del: 115kg - 87kg = 28kg men jeg har taget på igen så jeg er nok på 90kg nu. Og nu er bulimien der igen... min gamle ven, der er så nem at holde af. Jeg hader min krop, den gør ondt og den er grim og den er fed. Nu skal den være tynd. For det er min krop Fuck. Nu har jeg skrevet det... Så skal det også postes. Hvad bliver modtagelsen? Kommer mine venner og bekendte til at hade mig, fordi jeg melder ud? Jeg føler at jeg forråder mig selv ved at skrive det ned... Det er min hemmelighed. Jeg stikker mig selv til de voksne, jeg er en dårlig ven til mig selv, der er ikke meget selvkærlighed i det. Nuller har lige været her, hun kom med to store poser, med blomster og gaver 😱. Jeg har fået den lækreste kurv og blomster fra Nuller, Christel og Karin. ♥️🥹 Der er redbull, chips, min elskede grønne sodavand, cigaretter og et par sutsko jeg allerede har taget i brug ♥️ tusinde tak de damer ♥️ Nuller skrev til mig tidligere, for at spørge hvordan mine negle ser ud, de lignede noget der var løgn 🥹 Hun havde så taget neglelak og fil med ind på afdelingen, jeg sidder og græder nu fordi de er bare blevet så fine, og jeg kan slet ikke overskue hvor jeg skulle starte med de negle. Jeg har også fået blomster fra min ven der fik hjertestop ♥️ De er meget flotte ♥️ Jeg har lidt svært ved at tage imod dem... personalet siger jeg bare skal sige tak, og pakke mine akavede forkerte følelser ned i en kasse. Så... Tusinde tak søde ven, jeg ved ikke hvad jeg ville gøre af mig selv, hvis du ikke var overlevet. Jeg håber du passer på dig selv fremover. ♥️🥹 Jeg har spist aftensmad... eller noget af den. Og så har jeg lige fået PN og min faste smertestillende: i dag var det en bruse tablet. 🤢 aldrig igen! Jeg er så taknemlig for at jeg har så gode venner 🥹 jeg ved ikke hvad jeg ville gøre uden jer. Jeg er så småt begyndt at få hørehalucinationer... 😭😭😭😭 jeg vil ikke det her lort, og slet ikke Hvisketiskemanden. Det eneste der afleder er høj musik i ørene og kontrol af mine omgivelser. 🥹 Jeg har fået et smukt digt, jeg bliver ved med at læse det igen og igen. Der er noget i digtet der styrker mig, til at tro på at der er noget smukt i livet, også selvom det er skrøbeligt. Lige så snart jeg lægger det fra mig, kommer alt ondskaben retur... men jeg kan bare kigge på det sammenfoldede stykke papir der ligger i min vindueskarm. Så varmer det lidt, og solen skinder bare en lille smule 😘 Jeg skriver måske senere. Dayum... jeg er blevet bims. Jeg fik 200 quetiapin kl 2000 og nu kl 2200 har jeg fået melatonin og en sovepille. Jeg håber jeg kan sove fra det her lort, shitty fuck, here we go, jeg tror ikke der er nogen vej tilbage. Jeg har forstyrrelse på alle sanser, det regner på min hud, jeg ser stadig aber, edderkoppeben ud a sprækker og ansigter i væggene, jeg kan lugte blomster (jeg har også blomster på værelset men der er ikke det samme), jeg har en stræng metalsmag i munden og jeg har en susen for ørene, der er mere whitenoice agtig. Jeg er så angst for Hvisketiskemanden... Jeg vil ikke😭 Xx Maine

Jeg spiste en fiskefrikadelle på rugbrød uden smør eller remoulade, og lidt af kikærtesalaten. Jeg sidder bare på min stue, og googler løsninger/symptom lettelser til mine problematikker... fordi personalet kommer ikke ind for at tale med en. Kun hvis de vil have noget. For en halv time siden kom der en sygeplejerske ind og ville lave et problem/mål skema. Jeg har allerede lavet det på min tavle... Det var det første jeg gjorde da jeg kom til Frederiksberg. Så sagde hun at jeg selv skulle formulere løsningerne, på skemaet, hun kunne ikke skrive af fra tavlen. Så jeg udfyldte hele skemaet, og rakte det til hende. Så sagde hun, "ok? Du skulle jo bare formulere et punkt så vi kunne gennemgå det sammen." Nååååååååh... Hvad vil du gennemgå? Spurgte jeg. Jamen jeg kan se du har styr på det 🙃 tak, sagde jeg og tog mine airpods i igen. Jeg kan i retrospekt udmærket godt se, at det er en flabet interaktion fra min side af... jeg er bare presset og har ingen tålmodighed eller koncentration. Jeg har bestilt et kit, til at lave en lædertaske. Jeg glæder mig til at det kommer.. Så er jeg fri for at sidde her og glo. Jeg får ingen besøg idag, så vidt jeg ved. Jeg vil hente en træningsmåtte og lave nogle gulvøvelser... Jeg er lidt forvirret nu... jeg ved ikke rigtigt hvad jeg laver her? Kan de hjælpe mig? Skal jeg bare udskrive mig selv, og køre hjem? Jeg henter måtten og noget PN. Jeg kan ikke finde måtterne. Og jeg venter med PN til kl. 1800. Her er min stue: Det er en fin lille stue. Der findes mindre stuer, uden eget bad og toilet 🙃 det er op af bakke. Jeg ved ikke hvad der er til aftensmad, jeg kunne gå ned og kontrollere menukortet, men jeg venter bare på surprise i stedet. Jeg har lige sidet og talt med Mælkehoarderen, hun er rar, og har oplevet meget. Vi talte om aktiv dødshjælp. Og hvis du har fulgt min blog siden den spæde start, så ved du at jeg er kæmpe fortaler for aktiv dødshjælp 🤗 Mælkehoarderen er også fortaler. Hun sagde, da vi talte om noget med forældre, at jeg burde skrive en bog! Og vupti, så er det godt jeg har et eksemplar med. Hun kiggede lige på de første sider og konstaterede at hun ikke kan koncentrere sig. Hun ville også kun kunne låne den indtil i morgen kl. 1200, da min bror kommer og henter den i morgen. Shit jeg keder mig Xx Maine

Lige en lille fortsættelse fra i går... Et mærkeligt symptom/bivirkning jeg fik i går var, at jeg kunne først høre at jeg bed i et æble, ca. 2 sekunder efter jeg havde bidt sammen. Det var meget mærkeligt og som om jeg kunne høre en anden der spiste, ikke mig. Very strange. Noget vi snakkede om i går var panik anfald. Det er sgu mange år siden jeg har haft sådan et. Thank himmelnissen. I dag vil jeg lave et mindmad over mine følelser... jeg er stadig meget forvirret. Vi hørte musik og så siger Mugge pludselig "Harmonika kan sgu noget" Da Lily Allen kommer på med "Never gonna happen". Jeg var helt færdig. 😂 I dag vågnede jeg kl 0615, gik i bad og børstede tænder, men jeg har ikke redt mit hår. Så trillede lidt rundt på afdeligen. Mashed potatoes har lagt puslespil siden kl 0600 😱 jeg har slet ikke koncentration eller tålmodighed til at stirre på 5000 brikker og finde lige præcis den der passer ind... Morgenmad var kl. 0800 - vi stod i kø i spisestuen. Når det bliver min tur stiller der sig en bimse ind lige foran mig, han bliver betjent først. Når han så har fået sin morgenmad, er der en til der stiller sig foran mig... 😫 jeg kører hend til et bord og fjerner en stol så jeg har en plads. Henter en kop kaffe, og så når jeg kører med skold hed kaffe mellem lårene, så er der kræftedme en eller anden bimse der har sat stolen på plads. Jeg flår stolen væk så jeg kan komme til at stille kaffen på bordet. Jeg brændte mine lår.Jeg bliver siddende stille med min kaffe til alle er blevet serveret... Sygeplejersken spørger om jeg ikke skal have noget at spise? Jo tak, svarer jeg. Jeg fik to skiver franskbrød med ost, jeg spiste kun en, men jeg holdte det i mig. Så det er vel et godt tegn. Så har jeg talt lidt i telefon med Damen, derefter var der morgenmøde kl 0900, det var dødkedeligt, bortset fra at der var en quiz, hvor jeg gættede rigtig at en kamel har 3 sæt øjenlåge. Jeg skal have hentet nogle ting hjemmefra, så hvis der er nogen der kommer forbi efter en nøgle, må de gerne låne min bil og køre hjem til mig efter dem. Jeg har lige haft samtale med Überdoktoren ♥️ Hun er så sød altså, og kender alle min symptomer, og kan se hvor jeg er i psykosen. Jeg har masser af synshallucinationer, dog ingen hørehallucinationer. Lige nu kører quetiapinen således: Vi er nu blevet enige om denne model: Quetiapin behandlingen er ud over Abilify Maintena, Phenergan og Imozop... Überdoktoren giver mig ret i at synshallucinationerne bare er toppen af isbjerget. Jeg tror det er lidt ligemeget hvad vi gør nu, så kommer resten af sanseforstyrrelserne. Jeg håber og beder til himmelnissen at Hvisketiskemanden ikke kommer. Efter min samtale kom der en lægestuderende 😬 jeg kan ikke sige nej til praktikanter og studerende. Hun var sød og meget interesseret i min oplevelse af psykosen. Jeg har ikke været så'en ordenlig psykotisk siden vinteren 2018-2019. Det skræmmer mig en del, og jeg får angst for angsten, når det kommer til psykoser... Jeg er bange for at hvisketiskemanden vender tilbage 😢🙏 Jeg har fået luft i mine dæk 🤩🤩🤩👩🏼‍🦽 nu vil jeg hoppe ud i fælles lokalet. Der var røvsygt... Mashed potatoes sidder og lægger puslespil med noget personale. Der er ingen andre bimser.. de er alle på stuerne. De har fjernet kaffen. Jeg var ude og ryge med en gut - Pantsamleren. Han bruger rollator (og jeg kørestol) så vi har fået lov til at ryge på en lille terrasse der plejer at være aflåst. Han siger ikke så meget. Jeg forsøgte at tale om vejret, den var han ikke med på. Det eneste information jeg fik ud af ham var hans navn og det faktum at han aldrig har boet i Vanløse 🤣. Jeg tænker at jeg vil lave en roomtour i aften 🏚️ Xx Maine

I morges vågnede jeg op på Bispebjerg Psykiatrisk Akutmodtagelse. Jeg har sovet af helvede til. Men jeg havde det glimrende, hvis man ser bort fra det depresive. Ingen hallucinationer eller suicidale tanker. Jeg var oppe kl. 0830, fik morgenmad, et langt bad (mest langt fordi jeg ikke kunne få mig selv til det. Det lykkedes til sidst), snakkede med den sødeste sygeplejerske og pakkede mine ting. Jeg kørte selv til min "ægte afdeling" hvor de kender mig. Jeg er lige kommet til Frederiksberg psyk. Jeg har fået verdens mindste værelse. Jeg har rokeret alle møblerne, så jeg kan komme rundt. Jeg har fået medicin kl. 1440, det virker ok agtigt. Men det er for sent. Jeg har været fri for selvmordstanker siden i morges men nu er de tilbage 🙄. Jeg er også så småt begyndt på at blive psykotisk igen i dag... Sikkert fordi medicinen var forsinket... I don't know. TRÆT OG GAMMEL! Nu kommer Mugge lige om lidt ♥️ Jeg har mødt to patienter her på Frederiksberg: Mælkehoarderen og Mashed potatoes. Så får vi at se hvor de relationer bærer hen. 😜 Mugge er lige smuttet, det var dejligt at grine lidt. Vi snakkede om alt muligt: katatoni, rigor mortis, panik anfald, digte og musik. kan ikke holde mig vågen mere Xx Maine

Nogle gange tænker jeg at min bror har mini Stockholm syndrom. Han har været vidne til de samme oplevelser som mig, og mærket det på egen krop. Han er på ingen måde lige så gal på Monstret som jeg er. Men jeg synes at han victim blamer sig selv samt mig, når han kommer med udtalelser som: "Vi havde jo ikke fået tæv som børn, hvis vi bare havde fulgt reglerne." "Vi var uvorne børn..." Jeg ser det, som at vi blev forstyrrede da vi var ganske små af vores forældres skilsmisse, det blev der aldrig taget hånd om. Tvært imod, flyttede vores mor os hjem til Monstret og han forventede at vi kunne en masse ting der ikke var alderssvarende ansvar. Jeg hader Monstret, for at have ødelagt så mange år af mit og min brors liv. Der var ingen der reddet os. Det er os der betaler i dag for de, dengang, voksnes handlinger. Jeg føler at det er mit ansvar at passe på min bror. Ingen andre gør det. Jeg bliver ved med at få at vide at det ikke er mit ansvar, men vores forældres. Jeg ville ønske der var nogen der passede på mig. Det var der en gang. Den chance brændte jeg. Jeg kommer til at dø ensom og alene. Jeg savner en kæreste, og jeg har dyrket dating apps til ukendelighed, men jeg orker det ikke mere. Nu læner jeg mig bittert tilbage i kørestolen og venter på at prince charming kommer dumpende ned i mit skød. Som aldrig kommer til at ske. Hvorfor skal jeg være så håbløs, jeg føler mig forrådt af universet. Der kan vel forhelvede ikke blive ved med at komme tragedier og traumer. Jeg har specifikke personlige grænser når det kommer til andre mennesker. De er lidt forskellige alt efter hvem det drejer sig om. Med min bror, i enerum, har jeg næsten ikke nogle. Det kan blive problematisk, når han læsser af på mig, for jeg tager det til mig. Når vi er bland andre mennesker synes jeg at det kan blive pinligt, det går hurtigt over, pinligheden. Men jeg tager hans smerte i livet meget alvorligt. Det synes jeg næsten ikke at han gør selv. I dag fortalte jeg min bror om min bog, jeg ved ikke om han læser den, han virkede interesseret, men ikke synderligt imponeret. Never mind. I dag er det gået op for mig, hvem mine rigtige venner er. Dem der har vist kulør. Jeg sætter enormt meget pris på jer. Jer der følger med og siger intet 🖕jeg har ikke haft det så dårligt som jeg har det nu, i mange år. Jeg gider ikke at være sur eller bitter. Jeg gider ikke at være her mere. Jeg er så ensom og alene, jeg kan ikke se en vej ud af det. Der kan venner ikke bruges til så meget. jeg ville ønske at de kunne. Jeg savner min mor, jeg ved ikke hvor hun er eller hvordan hun har det... Jeg kan ikke opsøge hende mere, da jeg ikke kan holde til flere afvisninger. Jeg kan seriøst ikke se hvad jeg har gjort. Jeg savner farven på hendes læbestift, jeg savner hendes grimme permanent, lugten af Prince light 100, kvæde the og synet af en ufærdig 7 kabale på sofabordet og hendes bordeaux neglelak. Nus ned af næsen og kys i panden. Jeg savner også min far (læs: idéen om min far). Som barn satte jeg ham op på en pedistal som superman (Christopher Reeves versionen). Jeg troede han ville rede mig, but no. Nu er han bare bitter og irriterende, kynisk. Jeg vil helst være fri. Jeg har aldrig fået lov til at kramme min far, det er han ikke til. Jeg har aldrig leget med min far, vi har aldrig gjort noget alene sammen; ud og spise, en øl, kaffe... Jeg gider ikke hans skam. Jeg glæder mig til at høre om jeg bliver flyttet i morgen. Xx Maine

Jeg stod op kl. 07:00 i dag. Jeg har haft mareridt. Jeg drømte at jeg skulle lave uendelig hjertemassage og at alle de ting jeg har med mig var gået i stykker; ipad, telefon, mine sko og min kørestol. Jeg fik en halv bolle med ost og agurk til morgenmad, jeg har ingen appetit, sammenkogt med et spinkelt håb om kontrol. Jeg har til gengæld drukket 12 kopper kaffe og klokken er kun 10:23. Ca. kl. 08:00 talte jeg med en SYPL ang mad, hun sagde at hun kan se på min diagnoseliste at jeg er laktoseintollerant, men at der ikke er blevet bestilt mad til mig 🙄 Jeg har været i bad, men de har stadig ikke hentet badestolen. Jeg føler mig opgivende. Det føles som om at min tanker: Suicidale og selvdestruktive, aldrig vil forsvinde. Jeg sidder meget på min stue, der er ikke nogen at tale med, personalet har travlt. Jeg hører radio på stuen. Der er ikke så mange kanaler at vælge i mellem. Men noget de alle har til fælles er, at de spiller reklamer for online spillemaskiner... Jeg kan ikke lade være med at tænke på en ekskæreste der var ludoman. Nu har jeg ikke analyseret de reklamer der kommer for spil, men det er ufatteligt at de må?!?! Jeg talte med en medpatient i går, han lånte en kopi af min bog, han blev udskrevet i dag, jeg ved ikke hvad han synes om den. I dag bliver den første hele dag på denne dosis psykofarmaka. Jeg har svært ved at koncentrere mig og jeg glemmer meget. Det er som om jeg har vat i ørene og briller på med den forkerte recept. Jeg tænker klart, bare mere langsomt og kun i en bane. Jeg kan ikke regne min prognose ud. Jeg kan mærke at jeg har mindre ondt i mine ben når jeg får smertestillende på faste tidspunkter, i stedet for at tage dem, når det først gør rigtig ondt. I dag er det min næstældste storebrors fødselsdag. Tillykke til ham. Det er også Guy Fawkes night i UK, have a fun evening everyone. Min yngste storebror kommer kl. 13:00, jeg glæder mig til at se ham. Jeg får også besøg af to veninder, de har aldrig set mig dårlig. Det bliver dejligt at se dem, men jeg frygter også lidt hvad de tænker. Jeg tænker meget på min mor og far, mangel på samme. Jeg tænker på hvorfor jeg ikke er god nok til dem. Jeg er ikke god nok. Punktum. Venner, kærester, bekendte, jeg er ikke god nok. Min krop hader mig. Jeg har lungebetændelse igen... Jeg har lige talt med en sygeplejerske... jeg får PN nu. Det er virkeligt kritisk med luft i mine dæk så hvis nogen har mod på at komme og hente en nøgle og køre hjem til mig efter en pumpe og så her ind med den, er jeg evigt taknemlig. Eller hvis der er nogen der har en pumpe de kan tage med ind? Der skal være tryk måler på 🙏😬 Jeg tror jeg har blærebetændelse også... booooooooooooo! Jeg gider ikke mere... Jeg falder fra hinanden, bogstaveligt talt. Min bror har lige været her i 3 timer. Det var fedt. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord; musik, computere, følelser, forældre, film og sygdom. Noget vi snakkede om, som jeg vil dele med jer, er ens indre ært, eller indre barn, happy place. Min bror og jeg har det på forskellige måder, men her er min version: Alle mennesker er født med et lille frø, eller ært inde i kroppen. Den er og bliver løbende fyldt med gode minder og følelser. Hvis du så som barn eller voksen bliver udsat for vold; fysisk, psykisk, økonomisk, seksuelt...osv. så trækker du dig tilbage i din ært, hvor de gode følelser er. Du forsøger at fjerne dit jeg fra din nuværende situation. Voldudøveren kan slå, sparke, råbe, stjæle, snyde, krænke, men de når aldrig ind til din ært, din essens. Ærten kan godt få lidt buler af forsøg på at knække dig. Den kan også blive pakket ind i så meget vat og bobbelplast i et forsøg på at passe på den, at det bliver svært at få kontakt. Men den er der, og den er hel. Da jeg var 5-9 år levede jeg hovedsagligt inde i ærten, jeg var i mit happy place. Der var meget vold, druk og terror fra mine omgivelser. Fra 9-20 pakkede jeg min ært væk, i mange lag beskyttelse, da jeg ikke længere fik tæv men skulle være stærk. Jeg blokerede omverden, og jeg blev syg af det. Efter mange års terapi, er jeg atter kommet i kontakt med ærten. Jeg havde en god kontaktsygeplejerske på Frederiksberg psyk, der sagde at man skal vande sin ært hver dag, give den gødning og sol, samt tage alle det beskyttende lag af. Dette skulle forstås som at jeg skal passe på mig selv, tale sødt til mig selv og gøre ting der gør mig glad. Jeg har skrevet et brev til mit indre barn/ærten, det er i min bog jeg lige har udgivet. Hvis du har været udsat for et traume eller vold af den ene eller den anden slags, så vil jeg anbefale at du skriver et brev til din ært. Det er din opgave at passe på dig selv, så må alle andre komme nummer to. Jeg ved nu mere end nogensinde, at jeg ikke ligger på en første plads, eller en anden for den sags skyld, hos mine omgivelser. Jeg er skrøbelig og samtidig så stædig... Jeg vil dø, jeg vil leve. Jeg har ondt. Jeg er på hårdt arbejde altid. Der er aldrig nogen gulerod, eller præmie. Jeg vinder ikke. Jeg er træt. Jeg skriver igen senere... Xx Maine

Jeg bliver ved med at få synshallucinationer, men jeg er indtil videre sluppet for hørehallucinationer. Men hvorfor bliver jeg ved med at se lyserøde aber? Jeg bliver ikke bange eller ked af det, men det er nederen når de er der hele tiden. Det er lidt et luksus symptom. Jeg døjer også med min PTSD, jeg får flashbacks og mareridt. Jeg får det stramt hvis det regner på mig eller jeg bliver våd. Det er en kombination af flere traumaer, så dér kender jeg årsagen. Aberne, not so much. Jeg blev tortureret af min stedfar som barn, blandt andet med at blive spulet med en kold bruser, med eller uden tøj på. Det har forsaget at jeg i mange år har haft det stramt med brusere. Det er mere eller mindre blevet fixet med eksponeringsterapi, nutildags har jeg det dog stadig stramt med vådt hår. I søndags fik min ven hjertestop i min bil. Jeg ringede 112, slæbte ham ud af bilen og udførte hjerte-lunge-redning. Det regnede. Mandag var det godt vejr og jeg var sikkert stadig høj på adrenelin, tirsdag regnede det og så fik jeg flashbacks til stedfaren, bruseren, hjerte-lunge-redning og min ven der ikke træk vejret. Den 10. August blev en pige kørt ned, jeg gav mund til mund, hun var meget medtaget men overlevede. Jeg var dybt traumatiseret. Jeg kom til krisepsykolog, det hjalp ikke, så fik jeg en psykolog igennem FACT. Hun var skide sød. Kort tid EFTER fandt jeg ud af at en nær veninde havde begået selvmord den 7. Juli. Jeg havde det stramt. Da jeg giver hjertemassage til min ven får jeg en god rytme, men når jeg skulle blæse fik jeg flashbacks til pigen der blev kørt ned. + det regnede. Jeg var helt rundt på gulvet. Han overlevede og har det godt. Det er bare meget lort på en gang. Jeg har haft stuegang i dag. Jeg fik, igen, igen sat min medicin op til 3x200mg Quetiapin + 3x50mg PN Quetiapin. Så 750mg i døgnet. Og så phenergan og melatonin til natten. Det er meget bedre end 300mg eller 1500mg. Så nu bliver jeg forhåbentligt stabiliseret til sådan en grad at de kan hjælpe mig. Så har jeg fået lavet et EKG. Eller nej det har jeg ikke. De kom ind og sagde de ville lave det, så forklarede jeg at jeg har en indopereret hjertemåler, om de ikke bare ville skanne mig? Det kunne de ikke rumme. Så de sendte bud efter EKG maskinen. Den er på værksted. Så lånte de en fra en anden afdeling. Klistrede mig til med elektroder og koblede mig til maskinen. Den ville så ikke virke, fordi min hjertemåler lavede ravage med signalet. Så mandag morgen tager jeg på pacemaker ambulatoriet og bliver skannet. 🙄🙄🙄 I dag har jeg spist pænt, jeg har oven i min mad, spist en masse peanuts. Morgenmad var endnu en laktosefest. Frokost var en tortilla wrap med kylling der var så tør at jeg drømte om WD-40 imens jeg spiste de tre bidder jeg kunne. Jeg spiste salat i stedet uden dressing. Til aften fik jeg en lille portion grøntsags mos og paprikagryde, så brun mad igen. Ingen salat. Jeg kastede op efter aftensmaden. I morges spurgte jeg efter en badestol. Så spurgte jeg igen og igen, først da jeg spurgte lægen skete der noget. Sygeplejersken der kom med den var meget fast: at den skulle afleveres så snart jeg havde været i bad. Så da jeg havde været i bad, ville jeg jo aflevere stolen igen, så var hun væk. Den nye kontaktsygeplejerske sagde: bare behold den indtil i morgen tidlig, så kan du nå et bad mere. Jeg har det mega stramt med de brusere der er her, da de kun har en indstilling, 200 liter i sekundet, i en 5cm bred stråle... og det huer ikke min OCD, PTSD eller skizofreni. Shit hvor jeg hader det. Jeg vasker mit hår i håndvasken... Så går jeg ikke så meget i panik og jeg får minimalt med angst. Nu får vi at se hvad der sker i morgen tidligt. I går var der tre hold besøgende der havde meldt at de ville komme i dag. Der er ikke kommet nogen. 😬 men to af holdene kommer i morgen i stedet. Pga. manglende besøg og dermed underholdning, har jeg talt meget med mine medpatienter. MEN da jeg hverken er på Middelfart kolbøttefabrik eller Frederiksberg psykoseafsnit, kommer der desværre ikke noget om Ymer, Damen, Slidte Ditte eller Über doktor. Jeg synes ikke der er nogen sjove personligheder jeg kan skrive om her. Og det handler måske mere om min sindstilstand end andet. Jeg har brugt en del tid på at tegne. Jeg deler hvis jeg bliver færdig. Jeg er stadig ret suicidal... Nu gider jeg ikke at skrive mere. Xx Maine