Jeg har sovet af helvede til. Jeg har ikke længere sovepiller på min medicinliste.
Men i dag har jeg haft gode samtaler med gode mennesker.
I formiddags talte jeg med præsten, jeg fik booket hende i går igennem personalet.
Vi talte om mine forældre og søskende, traumaer og overgreb, kærlighed, sygdom og tilgivelse og meget mere. Det hjalp rigtig meget.
Både før og efter taler jeg med Damen. Det er vildt hvor meget de tre samtaler ændrede på mit humør. Jeg har hverken været psykotisk eller ked af det i dag. Eller paranoid for den sags skyld.
Vi kom ind på nogle sensitive emner, men ikke noget, vi ikke kan snakke om.
Ofte har ieg behov for at bare "være" sammen med nogen, som jeg ved der passer på mig. Eller have en der holder mig i hånden. Til de formål har jeg altid kunne bruge Damen og Manden, problemet er bare at de er så langt væk...
Det kommer jeg til at lave om på.
Jeg har besluttet mig for at i 2025, satser jeg på at flytte tilbage til Fyn. 🫣
Præsten sagde til mig efter vi havde været igennem 7000 emner: "Det lyder som om du har et relationsproblem. At dine nære relationer er på Fyn og Bornholm, og du omgiver dig med perifere relationer i København." Jeg havde ikke selv fundet nogen rød tråd i det vi snakkede om, men det giver da god mening. Jeg savner have, og det kommer jeg sikkert aldrig til at få på Frederiksberg.
Med det sagt betyder bestemt ikke, at jeg ikke har gode eller nære relationer i København.
Og det er hellere ikke helt umuligt at finde en stuelejlighed med have på Frederiksberg. Men det vil tage meget lang tid.
Fyn er en nem og hurtig løsning, med gode resultater.
Jeg talte også med den søde præst om himmel og helvede, hun var meget åben over for min formulering: "Hvis du gør det så godt som du kan, med de omstændigheder du har fået tildelt, så kan du faktisk ikke præstere mere. Og ergo så ender du i himlen. Det gjorde mig glad og lettet. Jeg føler at jeg gør meget, for at være et godt menneske. Med de bekymringer jeg havde, for at jeg skulle ende i helvede med, sagde præsten at jeg havde ikke noget at være bekymret for. Hellere ikke dem jeg holder af.
Tilgivelse var et stort emne, men jeg er faktisk blevet god til at tilgive andre og mig selv. Og over årene er det blevet væsentligt nemmere at "not give a fuck".
Jeg er så småt på rette vej med mad... måske lidt for meget, men det bliver fikset så snart jeg er trappet ud af quetiapinen.
Her til aften har jeg spillet bezzerwizzer med nogle med patienter, det var fedt at grine lidt.
Min bror siger han kommer i morgen formiddag.
Xx Maine