Jeg havde en interessant samtale med en med patient den anden dag. Derefter en lignende samtale med en af mine gode venner.
Når det kommer til selvmord kan det deles op i to kategorier, hos en med skizofreni:
1. Stemmerne diktere du skal tage dit eget liv, hvorefter du gør det (Forsøger på det), ud af affekt, eller,
2. Du bliver så slidt, træt og plaget at du tager (forsøger at tage) dit liv efter mange års planlægning og betingelser.
Jeg har været kategori 1 MANGE gange men denne gang var især kategori 2.
Jeg har på intet tidspunkt, under denne sygemelding, været i affekt. Det var nøje planlagt. Jeg husker tydelig midt/slut oktober at jeg tænkte, nu skal jeg snart dø.
En beslutning, at jeg var færdig med smerter og fatigue. Det var rart.
Jeg havde kontrollen, jeg kunne sige fra...
Jeg drømmer stadig om "den store røde knap".
At der kommer en tid/sted hvor jeg kan få lov til at sige et værdigt og skamløst farvel til mine pårørende, og komme herfra på en validerende måde, ved egen hånd, eller med hjælp.
Det er lige godt satans, at fordi jeg er bims, så er mit ord utroværdigt (symptom på min diagnose), PÅ TRODS AF, at jeg er velmedicineret og symptomfri.
Iiih... Jeg bliver spurgt (nogle gange flere gange) dagligt om jeg "stadig har selvmordstanker?"
JA! Det kan godt være at de giver mig en hulans masse medicin, så jeg er glad og apsykotisk. Men, men, men, mine tanker er stadig mine, og ændrer ikke at jeg ikke gider mere :/
Min læge her på afdelingen, har booket mig ind til en masse neurologiske ting og sager...
Hun tager mig meget seriøst.
Men der er jo stadig en risiko for at prøverne kommer tilbage negative... Altså så betyder det (for sundhedsvæsnet) at jeg "ikke fejler noget".
Det gør mig mere træt.
Forbavsende mange af mine pårørende støtter mig stort i dette... :) Det varmer i rosinen.
Jeg sætter mig til at tegne... skriver senere.
/Maine
Xx
****UPDATE****
Klokken er 00:05... :/
Jeg er SÅ TRÆÆÆÆÆÆT, men jeg kan bare ikke falde i søvn :(
Bleh... Jeg går op og får PN.
Go' nat for fa'en.
/Maine