Jeg har lige talt med min bror i telefonen.
Det er dejligt at høre fra ham. Vi snakkede bl.a. om medicin, og at jeg lige er startet på trilafon.
Vi snakkede om dissociativ krops lidelse. Som jeg også har. Den anden aften da jeg sad i aktivitetsrummet så rejste jeg mig op for at gå på min stue…
Så var mit ene ben blevet føltes som om det var blevet 20 cm kortere. Jeg skvattede og landede på maven. Jeg grinte bare. Jeg rejste mig op og tog et skridt, så bukkede mit ben den forkerte vej og jeg udbryder:
Af for helvede noget lort.
jeg tager et skridt til og det går fint, på det normale ben. Jeg tager et skridt til og det bukker forkert… jeg skynder mig som en anden quasimodo ud af aktivitetsrummet og ind på min stue.
Når jeg kommer der ind virker mit ben fint og har fået sin normale længde tilbage.
Jeg grinede.
Men jeg er lidt træt af at få andres lemmer i ny og næ. Denne gang var det heldigvis sjovt. Andre gange kan det godt blive overvældende at have store mandehænder eller et babyhovede.
Xx Maine