Kl.1300 i dag skal jeg ud på fælles stavgangtur med bimserne og fyssen.
jeg gider ikke.
Det der med, at alle har ens kasketter på, så personalet hurtigere kan tælle om alle er med, appellere simpelthen ikke til mig.
Vi skal gå en af 2 ruter. 2,6 km eller 5 km. Fyssen vil gerne have mig ud på 5’eren.
Jeg har sovet ok… kun lidt mareridt. Og jeg havde Hvisketiskemanden på besøg i morges men den klarede 100mg Seroquel.
Min kontaktperson-du-jour er en elev. Hun er sød. Det var også hende der gav mig depot i sidste uge.
Her kom en ny patient i går. Lad os kalde hende Klara. Hun er flink og høflig og sød. Men det der hylder mig ud af den er at hun ligner min mor! Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende.
Da hun kom hilste hun på mig og havde et udtryk af medlidenhed. Det gik mig lidt på.
Har hun ondt af dig? Hun er sgu da selv indlagt og sikkert MEGA sindssyg og farlig.
Sagde Hvisketiskemanden.
Jeg tror nu ikke hun er farlig.
Der er en anden medpatient, hun er ryger med kol. Lad os kalde hende Conny. Conny trækker vejret meget højlydt og går meget langsomt. Jeg kan ikke klare mundlyde. Batman smasker også helt vildt, og han prøver ikke en gang at lade være, når jeg peger det ud. Jeg synes det er mega klamt.
Conny står tit i vejen. Og når hun er så langsom til at bevæge sig så bliver jeg utålmodig og så skal jeg oven i købet stå og høre på hende ånde og smaske… bwadr!
Det er lige kommet en personale i aktivitetsrummet hvor jeg ellers sad alene. Hun sidder bare og læser avis.
Jeg kunne godt bruge noget kontakt. Jeg føler det som om at jeg er blevet låst inde i en celle (i min hjerne) med Hvisketiskemanden og ingen andre kan komme ind.
Jeg går op og beder om 100mg Seroquel mere…
Xx Maine