Jeg besluttede i går at jeg ville kommentere på dette tema i dag…
jeg har mødt folk fra alle trosretninger på de forskellige afdelinger jeg har været indlagt på.
Jeg er under den overbevisning at folk med tro bliver hurtigere rask og har noget de kan skylle skylden på og finde svar ved.
Jeg tror personligt på at alle har deres egen gud / skytsengel som passer på en og følger en fra fødsel til død. Men det er meget forskelligt hvordan jeg tolker min tro. Andre gange tror jeg slet ikke på noget.
Jeg gad godt at få nogle svar på min sygdom. Hvorfor skal jeg og dem omkring mig lide? Hvornår må jeg få fri? Bliver jeg nogensinde rask? Er det her en straf? Hvad skal jeg gøre?
Jeg misunder dem der har tro, trøst, og selvkærlighed. Det føles som om at min gud er taget på orlov, og vikaren der har taget over er oplært i en anden stilling.
Jeg har venner og familie der er troende. De beder i ny og næ for mig. Det sætter jeg pris på. Jeg ser det som kærlighed og deres måde at finde svar på. Jeg respektere hvad der er helligt for andre og tager i mod med åbne arme.
Kære gud/ skytsengel…
Er du ikke sød at gøre mig rask nu? Jeg kan ikke mere. Jeg skal nok være så ordenligt som jeg kan og gavmild overfor andre. Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig. Jeg er desperat. Jeg er ved min sidste streg batteri, og jeg har ikke nogen oplader til livet.
Jeg skal nok fortælle alt til personalet og være mere rar overfor patienterne. Undskyld de gange jeg ikke har troet på dig.
Jeg skal nok behandle mig selv bedre. Selvom andre ikke gør. Jeg skal nok tilgive og acceptere de mennesker der har gjort mig ondt.
Undskyld
Xx Maine