I morges stod jeg op med en forventning om at være bare lidt nervøs for mødet med DNG. Det var jeg ikke. Jeg er fyldt med tomhed/følelsesløshed. Jeg føler mig ikke helt menneskelig.
Da han endelig dukkede op, havde vi en snak på en lille times tid. Han spurgte til mine forældre, søskende, sygdom og alt muligt andet. Jeg mærkede intet. Da han kørte føltes det lidt lige meget… hvad skulle det til for…
Her til aften kom pigerne fra strikkeklubben, det var bare hygge! Føler ikke som meget som jeg vil, men trods alt lidt glæde 🙂 Det er vel fremgang… Vi fik overhovedet ikke lavet noget 😀
Jeg føler at jeg veksler mellem at føle for meget og slet ikke føle noget… jeg er træt af det, jeg vil have normale, u-retarderede følelser.
Jeg er slet ikke træt, men jeg skal op kl. lort i morgen, så jeg må hellere fise i seng.
nat naaaat
Xx