Jeg skulle have været oppe i behandlingen i dag. Men BK aflyste. Jeg gad hellere ikke at tage der op i dag… jeg skal sådan set også der op i morgen, samtale med BK og samtale med diætisten. Blah, jeg vil bare være i fred. Jeg skulle have besøge i dag, men det blev også aflyst. Dagene her på afdelingen er blevet lidt monotone. Men det er ikke fordi Jeg mangler “aktiviteter”, det lader bare ikke rigtig til at der sker noget med mit hoved.
Jeg har opgivet håbet om at blive rask.
Det eneste jeg kan forvente er at der kommer mere lort. Så siger folk: “Det kan du jo ikke vide?!” Men jeg har endnu ikke mødt nogen der kan garantere mig at alting bliver smooth sailing herfra… Sandsynligheden forlægger af jeg skal acceptere mere lort.
En ergoterapeut foreslog mig i går at jeg skriver et brev til mit “indre barn”. At det måske kunne hjælpe med at acceptere min fortid, som en del af mig. Jeg tror også jeg har behov for at sætte ord på et brev til min mor og far. så det poster jeg nok på et tidspunkt, når jeg føler jeg har fået det hele ned.
Jeg føler alle omkring mig svigter mig… selv om jeg kan, med fornuft, se at det ikke er hold i det, så har jeg svært ved at ryste følelsen. Jeg føler mig tom, ulækker og ond. Jeg kan godt forstå folk hader mig. Det giver selvmord betydning.
Hvisketiskemanden siger nu hver dag, at alt ville være bedre, hvis jeg ikke trak vejret. Så vil dem der hader mig være fri for mig og dem der siger de elsker mig ville være fri for en belastning.
Jeg er så træt. Jeg synes det er svært at opholde mig i det her limbo. Jeg skal hele tiden finde argumenter for at holde mig i live. Jeg kan ikke mere. De ting/personer/grunde, jeg benytter for at holde mig i live blegner…
Tidligere i dag tegnede jeg et billede, af Damen der får plukket øjenbryn af #13… vi hyggede, men jeg kan ikke mærke det mere. Det bliver ligegyldigt. hvorfor kan jeg ikke få lov til at huske “glad”? Jeg kan side i en situation og grine/smile og reagere glad, men den registrere ikke… jeg kan ikke mærke den mere.
Jeg er træt af at kæmpe for det her… det virker så håbløst. Det er menningen jeg skal spise aftensmad med de andre nu… jeg er ikke sulten, lugten af maden giver mig kvalme. Jeg har lyst til at græde, men det er svært, for her er ikke nogen til at trøste mig…
Kun personalesamtaler og piller. Hvordan skal det lappe ens sjæl når den hænger i laser? Jeg savner at have en mor. Jeg kan næsten ikke huske hvordan det var mere. Hun hader mig, og jeg får hende aldrig igen. Det er min skyld at jeg ødelagde det hele…
Det her er min straf.