I morges stod jeg op kl. 0630. Jeg skulle til undervisning oppe i behandlingen. Heldigvis havde #13 lavet en aftale med en anden medpatient, så vi blev kørt der op, og jeg kunne få et lift tilbage igen. det gik fint til undervisningen, men nogle gange synes jeg det går lidt stærkt, i forhold til det er konkrete situationer, vi skal tale om/tænke på. Så rigtig tit sidder man og “drømmer” sig langt væk i et eller andet senarie, og så er undervisningen for længst rykket til næste emne.
Jeg ville ønske at der var en person som kunne forklare mig, hvordan jeg skal tage erfaringer fra en situation og så spontant sætte det på en ny situation. Helt specifikt når jeg er i affekt, der fatter jeg ikke hvordan nogle som helst situationer kan ligne andre. Selvfølgelig, når frontallapperne får fat i resten af hjernen igen, kan jeg resonere mig ud af en situation og sige: “Jeg SKULLE have gjort dit, dat, dut…” men pointen er vel forhelvede at jeg skal ændre min adfærd, så jeg IKKE ENDER i affekt, overhovedet (eller i det mindste nedsætte antal/voldsomhed)
Tidligere i dag fik #13 en piercing i øret. Den fik hun fordi denne dato er forbundet med noget skidt for hende. Så hun havde behov for at gøre noget permanent. Det synes jeg var et interessant ordvalg, permanent.
For vi har jo alle permanente personer, tidspunkter, hændelser. Om det er ens bror der altid er der for en, eller jul skal være på en bestemt dag, på en bestemt måde, med bestemte personer… det synes jeg er ret interessant.
For et eller andet sted så kan vi vælge de fleste “permanentheder” selv!? Nogle er ude af vores kontrol, som f.eks. sygdom, dødsfald, at få børn. Det der er HELT permanent falder (af hvad jeg kan se) inden for kategorierne “skabelse” og “afslutning af samme”
Alt andet er ikke permanent. Man kan godt forlade sin voldlige mand, man kan sagtens få et nyt hjem, man kan altid finde en plads i livet, få overskud i økonomien…
MEN!
Det er ikke altid at man vil investere det det koster, eller at det kommer til at gå lige nøjagtigt som man havde forstillet sig.
Det er der jeg gå i stå. Jeg har min dejlige mand, vores dejlige hus, et fantastisk job, men jeg har også en sygdom som gør at jeg har meget svært ved at se hvor jeg hører til. Jeg har for ikke så lang tid siden fået mine familie forhold ridset op for mig. Jeg har tilsynesladende levet i en drømme verden.
Xx