“Blodprøver!” Der kommer en lille tyk dame ind sammen med en mandlig personale. Hun tager min arm over dynen, lægger elastikken om min overarm, tapper 3 glas. Hun trækker op i min tanktop, klistrer elektroder på hele overkroppen, trækker halvanden meter EKG. Han står med ryggen til. De går. Jeg kan ikke sove mere.
Jeg røg for mange cigaretter i går aftes, jeg har ikke noget skiftetøj med og det jeg har på stinker.
Jeg fik ekstra sove medicin og jeg har sovet med kugledynen, det var rart.
Jeg savner min ukulele.
Jeg får ondt i maven når jeg tænker på husbonden. 😦
Min hjerne kører langsomt og i hak.
Medpatienterne er søde.
Jeg ryger for mange cigaretter.
Jeg har været til samtale med lægen og min kontaktperson. De spørger hvorfor jeg ikke ville leve mere? Jeg fortæller at jeg føler mig rå, tom, alt jeg kan mærke gør ondt inden i, og uden på. Jeg savner og længes efter en masse jeg ikke kan få, jeg får kvalme når jeg tænker på mig selv. Jeg fortjener ikke at være til. Jeg er utaknemmelig.
De vil have mig igang med behandlingen igen, men næste uge forbliver jeg indlagt. De har ringet efter BK, hun kommer på torsdag. BK skal forklare hvad behandlingen går ud på. For det fatter jeg tilsyneladende ikke.
De vil undersøge om jeg kan få bevilliget noget transport. Jeg kan ikke stå op kl dolk om morgenen, gå i bad, do hair, make up, (det kan jo være jeg bliver set af en jeg kender på job) køre med husbonden på arbejde, køre tilbage til behandling, vente 30/45min, gå ind, sidde og glo i en time til andre medpatienter dukker op, være der indtil kl 15, kun afbrudt af “morgen aktivitet” og måske en samtale. Derefter skal jeg hente husbonden enten på job, eller ved en afkørsel, alt efter om han kan få et lift, og hvad der er nemmest. Jeg ender med at skulle være “på” næsten dobbelt så mange timer end jeg normalvis arbejder?! Og køre dobbelt så langt?!
En løsning de forslog kunne være at blive hentet med taxa hver dag. Så kan jeg komme i natbukser (morfar-ugly-pants) troldehår og mascara ned af kinden. Og komme hjem igen efter dagens samtale. Men det kræver det kan blive bevilliget.
Alle er taget hjem på weekend, jeg spiser en halv skive rugbrød, alene.
Jeg har kvalme.
Husbonden henter mig, han får weekenens ration af psykofarmaka, vi kører hjem. jeg har kvalme. Vi taler ikke om dét. Jeg kaster op.
Vi krammer meget, spiser meget mad, jeg drikker en kvart øl. Jeg har kvalme.
Han falder i søvn på sofaen.
Jeg kaster op, siger ingenting.
Jeg hader mig selv. Xx