Jeg vil helt vildt gerne starte en revolution… En revolution for sindslidende. Det vil involvere er armbånd/knap/nål, et eller andet der på sigt symboliserer inklusion af psykpatienter i arbejdsmarkedet. Det skal hedde “Tag mig med?”, “plads til mig?” eller lignende. Jeg hører fra flere og flere patienter at de ikke kan arbejde, men gerne vil. Så må der jo være noget galt med den model der eksistere i dag. De siger at fordi de kun kan arbejde få timer og i tide og utide er indlagt, så kan de ikke holde et job. Men de fleste siger også at de holder deres diagnoser for sig selv. Der er i mine øjne en kommunikationsbrist. Hvis patienterne følte sig mere trygge med deres diagnoser (ved at stigmatisering var borte) så er der også større sandsynlighed for at man fortæller om den. Så vil der være mulighed for at arbejdsgiverne kunne vise, at de faktisk ER rummelige og dermed gør arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Jeg tror at meget stigmatisering kommer indefra. Altså inde fra patienten. Jeg tror kun den kan vendes ved at flere kommer frem med deres historie og bryder den tabu man evt. selv er med til at skabe. Den skal i støbeskeen og finpudses men ellers synes jeg at den er god. Xx Maine PS… Skriv gerne en kommentar ved at trykke på det lille + i nederste højre hjørne af opslaget.

Som nogle måske ved, er mine forældre syge med sklerose. Derfor er jeg stor fortaler for aktiv dødshjælp. MEN… Hvad så hvis vedkommende er psykisk syg? Skal de ikke have retten til at sige fra? Hvis man nu får at vide at kan kommer til, at skulle leve resten at ens liv med psykoser og bivirkninger som fedme, ufrivillig vandladning, pludselig dødsfald og flere psykoser, tardiodyskinesi, regiditet. Parkinsonslignende symptomer, krampe anfald, diabetes, hepatitis og forhøjet kolesteroltal. Det er ikke en fed oplevelse… Men hvorfor skal en psykpatient leve med dette OG MERE men en somatisk patient må eksempelvis afvise kemo eller andet medicin, samt transplantationer. Er det fair? En psykpatient bliver tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret. Bare en tanke… Xx Maine

https://m.youtube.com/watch?v=5igk5ZdqMGE

Hvornår er tavshed tabu? Da jeg startede på min nuværende arbejdsplads, valgte jeg at holde mine diagnoser for mig selv. Det føler jeg var den rigtig beslutning for mig. Min chef fandt min blog under min sidste indlæggelse og hentydet til at han havde set/læst den, og derefter snakkede vi om det. Det var en utrolig stor lettelse at ikke at skulle skjule det for min chef… Men hvad så med kollegaerne? Vil var på arbejdsweekend for nogle uger siden, og jeg blev enig med min chef om at det var det godt tidspunkt at fortælle de andre om det. Min chef introducerede mig kort, og jeg gik lige til øllet: “jeg har skizofreni” . Der var kun lidt men meget positiv respons da jeg sagde det, men senere kom rigtig mange som ville spørge om noget eller fortælle noget de havde oplevet. Pisse fedt. Så nu nævner jeg det flere gange om ugen og får fed feedback. Der var een kejtet, akavet respons… Men det kan vi snakkes om en anden gang 😃 ikke noget der tæller. For mig var det det helt rigtige at sige det… For andre er det nemmere at holde det for sig selv eller sige det fra start. Det er op til patienten hvad der passer dem bedst. Jeg holdte det ikke for mig selv fordi jeg var flov eller noget, jeg har bare oplevet nogle gange at ens troværdighed ryger ud af vinduet. Og jeg var bange for at min arbejdsplads ville se mig som noget, der ikke matcher måden jeg ser mig selv. Til dig der ikke har sagt noget til din arbejdsplads endnu… Do it! Det hjælper, og det giver mulighed for at der kan tages nogle små men betydningsfulde hensyn. Xx Maine

“God morgen!” Jeg sætter mig op i sengen. Der er en mandlig sygeplejerskeelev ved min dør. Jeg har ikke noget tøj på og prøver at dække mig med dynen… Det går ikke så godt. Han ser garanteret en nipple eller noget. Jeg er ligeglad. Han siger “der er morgenmad om lidt”, imens han kigger ned i gulvet. Han går igen. Jeg hopper i noget tøj… Jeg havde det også på i går. Jeg har ikke mere rent tøj, jeg orker ikke at vaske. Jeg børster ikke tænder eller går i bad. Jeg vasker ikke en gang hænder. Jeg føler mig ulækker men jeg kan slet ikke overskue at gøre noget ved mig selv. Jeg går ud i spisestuen, tager en kop fra skabet. Hælder kaffe i. “Skal du ikke have morgenmad?” “Nej… Nej, det skal jeg ikke. “ Jeg går ud og ryger en cigaret, ringer til Batman. Jeg går ned mod aktivitetsrummet, der er morgenmøde om lidt. Jeg møder Slidte Ditte på gangen, vi skuler på hinanden. Hun er så nederen, hun går mærkeligt, snakker mumle-lavt og brokker sig HELE tiden. Morgenmødet var kort… Der blev snakket om ligegyldige ting. Jeg tuner ud. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Så er Hvisketiskemanden i gang. Jeg går på værelset , optager lidt video. Du skal dø i dag, du kommer aldrig hjem, ingen elsker dig, din forpulede luder. Fucking møgsæk. Jeg tager op til “lærerværelset” .. “Må jeg få noget PN?” De siger ja og jeg får 100mg seroquel. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Møgluder, du skal dø. Jeg tager mig en lur i en kuglestol. “Der er frokost” siger en sygeplejerske. Jeg har hovedpine. Jeg går ned mod spisestuen. Der lugter af råt kød… Jeg tager er glas danskvand fra automaten i spisestuen. Det smager af råt kød, metallisk, jern… Jeg springer frokosten over. Jeg går ud og ryger… “Hvisketiskemand! Gider du ikke godt lade mig være i fred i bare en time?” Næ… Vil skal være sammen altid os to, fucking sæk, bare dig og mig, til alle er døde. Jeg overvejer noget mere PN. Jeg rejser mig fra bænken. Hvis du henter meds gør jeg dig blind! Jeg ryger en smøg til… Lægger mig ind i seng. Jeg har 21 ubesvarede opkald. Jeg sletter dem… Folk kan vel ringe igen hvis det er vigtigt. Væggene er lavet af gele… De svajer og gynger. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Møgluder! Jeg står ved mit bord på værelset… Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået der. Jeg har ondt i fødderne. Jeg henter en kop kaffe. Jeg går ud og ryger. Jeg ser en medpatient udenfor. Der kører en film for mine øjne: jeg hakker ham ned med en stor kniv. Jeg får kvalme… Jeg vil jo ikke gøre ham noget. Jeg løber ind på mit værelse, og lukker døren 4 gange. Tænder og slukker lyset 4 gange… For så sker der ham ikke noget. Jeg er udmærket klar over at det er irrationelt. Men det hjælper. Filmen forsvinder. For at være helt sikker på at der ikke sker ham noget, reder jeg min seng, spiser alle mine snacks, smider papiret ud, kaster op og rettet alle mine ting på bordet. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Jeg tænker at Hvisketiskemanden har ret… Jeg er grim dum og åndsvag. Aftenmøde…. Jeg er passiv. Jeg melder mig ikke på nogle opgaver. De er alle sammen nogle svin, de slår dig ihjel når du sover. De forgifter maden. Eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee….. “Se, nu er du bare irriterende uden grund.” Siger jeg højt. “Hvad?” Siger en af de andre patienter “Nårh… Jeg var lige lidt væk” svarer jeg. Til aftensmad får vi noget der ser klamt ud og lugter af råt kød.. jeg springer over. Jeg spiser en Daim. Jeg kaster op. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Du er grim, dum og åndsvag. Fede ko… Du er så klam. Jeg orker ikke mere i dag. Jeg går i seng. Xx maine

Jeg har haft det svært ved at takle tabu on psykiske lidelser. Jeg har selv skizofreni, men diagnosen har aldrig påvirket mig. Efter jeg fik diagnosen fik jeg det hverken dårligere eller bedre… Selvom jeg ved det påvirker os alle forskelligt. Men lige skizofreni, den er grim og fyldt med stigmaer. Jeg har mødt en masse modgang på min vej med skizofreni. Mistet familie og venner, jobs og muligheder. Folk skal undervises i, at der i popkultur bliver der bræget om noget forkert… Man er ikke nødvendigvis skizofreni fordi man har personlighedspaltning. Men har ikke OCD fordi man retter på toiletpapiret. Og man er ikke nødvendigvis bipolar vare fordi kan har lidt humørsvingninger. Psykisk sygdom er alvorligt men der skal være plads til lidt pjat… Ellers bliver det tragisk. Derfor forsøger jeg at holde humøret oppe med mine billeder og lidt positivitet. Medicinering er lidt noget lort… For inden for psykiske lidelser er der ingen facit. Det hele kører på trial and error. Man skal igennem utallige præparater med endnu flere bivirkninger (nogle permanente) før de finder er præparat der tager vare nogle af dine psykoser så din hverdag bliver tålelig. Indlæggelser er for korte… Men det er jo politisk bestemt at man skulle skære sengepladser. Personalet gør er pisse godt arbejde med det de har til rådighed. Men det bliver desværre ikke en holdbar løsning at blive sendt for tidligt hjem, for så kommer man jo bare igen. Nok ikke den billige løsning. Pårørende er er andet “touchy subject”… Man må ikke sige højt “jeg gider ikke at have besøg” det er mega fy fy. Folk tænker “så kan du være fri” eller siger “jamen jeg er jo kørt x km det kan du ikke være bekendt” det er sjovt at fokusere er på dem ikke? Nogle gange er det vildt dejligt… Andre gange not so much. Psyk afdelingerne rundt i landet er meget forskellige… Og der er også rygter og fordomme blandt patienter med hvor de “gode” afdelinger er. Om kan skal dele værelse, hvad der er af kost muligheder, om fyssen er god? Det kan være afgørende hvor mange bor eller flytter hen. Må psykiatripatienter få børn? Jeg vil jo rigtig gerne have børn… Batman not so much. Han vil gerne men han har det svært med at se min sygdom i sammenhæng med graviditet. Han kender en hvis kone blev meget psykotisk under graviditet. Så det er naturligvis også sådan min krop fungere. Jeg har hørt fra gamle venner og kolleger at de synes det er i orden at beholde børnene hvis kan har den før diagnosen. Men ikke i orden at bevidst blive gravid når man har fået diagnosen. Lige en lille rant fra mig… Xx Maine