Hvad skal der ske nu? Jeg har besluttet, sagt, skrevet.. etc. at der kommer ikke til at ske noget drastisk fra min side. Jeg forsøger ikke på et nyt selvmord (på samme facon, som i mandags). Jeg vil stræbe efter at få lov til at tage herfra på mine præmisser, værdigt og valideret. Jeg vil fremover bruge min (resterende) krudt på at advokere retten til at gå bort. Jo mere jeg taler med folk, personale, pårørende... Jo mere information bliver sendt til mig fra verdenens hjørner. Der er MARKANT flere der er enige i, at man burde selv holde retten til at sige fra (inden for visse forbehold og regler). Jeg er stødt på to (!) der desideret går mig på klingen over dette emne. Den ene, en bekendt, jeg aldrig har delt holdninger med: Efter lidt beskeder frem og tilbage spørger jeg hvorfor hun sender det til min indbakke, og ikke bare skriver på væggen, hvis hun vil have debat. Hun siger at hun ikke har lyst til at dele hendes følelser omkring hendes eget liv med alle mulige. (Ergo jeg har streget personlige oplysninger ud.) Jeg poster ikke denne besked for at hænge nogen ud, for så havde jeg skrevet navn, und alles. Jeg vil bare gerne dele med jer hvor nederen-egocentriske folk kan være ;) Jeg kan på ingen måder se, at hendes oplevelser har noget at gøre, med min ret til at gå herfra. Jeg vil gerne have at i tygger lidt på de sidste 6 linjer... Det er bare ondskabsfuldt, og gør mig lykkelig over at jeg er agnostisk ateist uden tildelt himmelnisse ;) Jeg vil gerne hjælpe dem, der potentielt har det værre end mig, der måske ikke har nogen stemme. Meget mere om det senere: Jeg har gang i en video, den poster jeg i aften. /Maine xx

Det er vel naturligt at få blandede reaktioner fra ens pårørende når man siger at man ikke vil være til mere. Som jeg har sagt og skrevet tidligere har jeg faktisk en overvejende støtte og forståelse fra dem der tæller. Men også et par stykker "nej, nej, du må ikke! Jeg kan ikke holde det ud!" Denne post er til dem. Jeg vil gerne have at I forstår; jeg kan ikke mere. Jeg er træt og jeg har meget ondt, i alting, hele tiden. Uanset hvor meget du/I sætter ord på jeres egne følelser, har der ingen betydning for mit ønske for en afslutning. Hvis du absolut vil forsøge at rykke på mine ønsker og meninger, så skal det ikke handle om andre end mig. Nej... det hjælper hellere ikke at remse ting op som jeg holder af, holder af at gøre. Dem har jeg haft op til overvejelse, og det er bare ikke nok. Det er ikke det værd. Jeg har selvfølgelig talt med Batman rigtig meget om det her, siden i mandags. Han er helt ødelagt. Jeg har sagt til ham her til morgen, at jeg synes han skal tale med nogen om det. Vil du/I hjælpe med det? Er det virkelig så mærkeligt at en tilværelse er for meget, når man både er fysisk og psykisk syg? Jeg har oplevet: Kronisk syge forældre, skilsmisse, incest, vold, alkoholiserede forældre, psykisk terror, retssager, at være spærret inde (på ægte Fritzl-vis), flyttet land flere gange, spiseforstyrrelser, alkohol og medicin misbrug, ufrivillige aborter, psykoser, tvangstanker og depression, min egen skilsmisse, ensomhed, ALT for meget ansvar over for min bror, da vores forældre har "meldt sig ud af klubben" og sidst og i hvert fald størst, umenneskelige smerter og træthed. Nu vil jeg ikke mere. Der er ingen der kan garantere mig, at der i hvert fald ikke kommer mere lort. Plus der er ingen der kan vise/fortælle/foreslå lyset for enden af tunnellen. Der er intet der er så godt, at det gør ALT det her OK. Jeg er så træt af at være stærk, at kæmpe, for ALTING i mit liv, for at aldrig få det helt godt nok. Der er altid et "men". Nu vil jeg ned og hente kaffe. /Maine

Jeg har lige taget hul på mit sjette døgn i det danske sygehusvæsen. Status er, at alle er søde, og jeg er stadig træt, slidt og har ondt. Jeg har nu taget endegyldigt stilling til; at jeg vil herfra, lovligt og på mine præmisser. Jeg synes virkelig ikke det kan passe at man ikke "må/kan" sige fra, når man selv føler sig færdig/klar. Jeg har allerede fået backlash, her til aften, fra folk der argumentere med at -de- ikke er klar til at give slip på mig. ... ok... Jeg har svært ved at se hvordan det er relevant. Jeg siger ikke det er nemt. Jeg forventer hellere ikke at folk jubler! Jeg ønsker bare at folk hører og respektere mit valg; at jeg ikke vil leve længere. SOM SAGT: Jeg skal nok følge de regler der er på afdelingen, jeg gør ikke noget dumt eller overilet. Jeg tager min sag i en politisk retning, og ser om jeg ikke kan bane vejen for andre med samme ønske. Jeg er mega træt så jeg vil hoppe i seng. Tak for støtten i dag søde mennesker! /Maine

Jeg har lige haft besøg af min yndlings Falstring og påhæng. Jeg har haft giga meget besøg fra mandag til i dag. 99%af mine pårørende er meget betænksomme. Der er dog også folk i mellem der koncentrerer sig mere om deres egen historie, end min. F.eks.: "Hvorfor ringede du ikke til mig?!" "Jeg bliver jo ked af det!" "Du gjorde mig bange!" Jeg VED at der ikke er nogen der siger nogle af disse ting i ond mening. MEN, Jeg kan ikke rigtig rumme mine egne følelser og slet ikke alle andres... Så, beskeder som dem foroven, svarer jeg ikke på. I øvrigt så er mine følelser i forbindelse med mandags hændelser: Fortrydelse og forargelse. Jeg fortryder at jeg ikke tog en håndfuld ekstra piller. Og jeg er dybt forarget over at jeg sagde hvor jeg var og at jeg blev "reddet". Med det sagt, er jeg ved at vende mig til tanken at jeg måske ikke får lov til at stå af denne forlystelse lige foreløbigt. Hvad vil jeg med de sørgelige rester, man kan kalde en tilværelse? Jeg har smerter i ALT, og mine fingre/hænder og fødder gør ikke helt som jeg vil. Min hukommelse stinker, så jeg skal skrive alting ned. Og så er jeg træt. Træt. Træt. Træt. :( Fysisk, psykisk, spirituelt... Alles. En løsning kunne være førtidspension? (det får jeg nok aldrig.) Hvad skal der blive af mig? Hvad skal jeg? Hvad er min funktion/formål? Jeg gider jo ikke bare at side der hjemme :/ Så dør jeg da først indvendigt. Eksistentiel krise gange hundrede. I feel bleh! /Maine Xx

Denne omgang startede nok i Januar 2018. Faktisk det sekund jeg blev udskrevet. Jeg var på ingen måder rask. Jeg var bare glad og spændt. Jeg skulle på polterabent i London med mine tøser, om få måneder skulle jeg giftes. Jeg var glad. Men efter London, og aflyst bryllup, gik det op for mig at det der holdte mig oppe var håb om håb. Jeg havde ikke en skid at have det i. Jeg gik og drømte om noget urealistisk. Mine forventninger til Batman, kunne han aldrig leve op til. Han har hverken lovet eller vist at det var en mulighed. Kort tid efter vendte Batmans familie mig ryggen. (Den får I i en separat post) Jeg følte mig alene. Helt fra Januar var jeg arbejdsløs, jeg var på jobcenteret 2 gange om ugen, det tog hårdt på mig. August får jeg job. Men der har været kludder i mine time lige indtil nu. Selv med for lidt timer, kan jeg ikke længere. Jeg ved at jeg højst sandsynligt ikke kan få dem sat ned, da jeg er så "ressourcestærk". Min løsning: At dø. Yes. Sluk. Godnat. Slut. The end. Jeg er så træt af ligeglade, arrogante forældre. Søskende der glemmer mig/afviser mig/hader mig. "Venner" der dukker op, men kun når min historie er spændende nok til sladder. Jeg er træt af at være sidst. Jeg er træt af at have ondt. Jeg KAN ikke komme op om morgenen, jeg KAN ikke sove om aftenen, jeg KAN ikke tage mere ansvar, Jeg KAN ikke tage stilling til mere. Jeg KAN ikke elske mig selv eller andre nok, som man burde. I want to get off. Den bedste udnyttelse af mig; er medicinsk forskning. Jeg vil vove at påstå, at jeg har så meget smerte, og så lidt nydelse, at min eksistens går i mod en eller anden lov mod dyreplageri. Hvor meget skal man pines? Jeg ville sige mit hjerte er knust, men jeg har ikke noget. Min sjæl er blot en rosin. For ca. 14 dage siden: Jeg tænkte: "av, mine ben, av mit hovede, av min mave... Gid der var noget man kunne gøre??" "DING!!!! Det er der!!! Du kan jo bare dø!" Så var det vedtaget. Næste gang jeg havde tid, lyst, lejlighed og overskud; så ville jeg slutte det hele. Det blev så mandag d. 5. November 2018. Jeg stod op. Jeg var på autopilot. Mocha fik godt med mad og vand. Jeg Googlede "selvmord + håndkøb". Gik på apoteket og købte hvad jeg kunne få. Jeg fyldte en 1½l sodavandsflaske med vand. Satte mig i bilen og kørte. Jeg endte på Amagerstrandpark. Jeg sad og skrev lidt. Låste min telefon op, så den der fandt mig ville kunne læse det. kl. 1340: Så tog jeg *indsæt en masse piller* (Jeg vil ikke skrive -hvad- da jeg ikke vil inspirere en stakkel). Og drak en masse vand. Hver gang jeg fik kvalme/troede jeg skulle kaste op, drak jeg mere vand. Det sitrede i mine fingre og tæer. Så forsvandt de, sammen med resten af mine arme og ben. Jeg blev langsynet. Jeg kunne høre folk græde og skrige. Jeg blev bange. Men jeg gik ikke i panik. For det er det her jeg vil. Det blev mørkt. Jeg kunne se nogle mennesker (jeg ved stadig ikke om de var ægte). Jeg blev bevidstløs, jeg blev fyldt med varme, rare tanker om at alt snart slutter. Jeg vågner op. Jeg fryser. Min telefon ringer. Jeg kan ikke huske hvem jeg talte med. Jeg er bevidstløs igen. *gentag nogle gange* Bildøren åbner. Jeg er kold. Jeg har svært ved at holde mig vågen. "nej, nej, nej, you're ruining it!" Jeg bliver sat over i en varm bil. Vi kører på hospitalet. De prøver at tale med mig. men jeg skifter emne 23 gange i løbet af 10 ord. Først tager vi på Psykisk skadestue. Taler med en sygeplejeske, venter, taler med en sygeplejeske, venter, taler med en læge i 2 min, som smider os på somatisk skadestue. De stikker og prikker og måler og giver mig kul. Jeg kommer på medicinsk afdeling. næste dag: Psykiateren der gik stuegang spurgte mig: "kunne du finde på at gøre det igen?" Jeg grinede og svarede nej! (For det virkede jo ikke!) Jeg blev udskrevet. Min ven ringer til mig, han henter mig, og kører mig på Frederiksberg psyk. Jeg har booket en brugerstyrretstue. Forvagten siger: "Dén får du ikke! For så har du selv ansvar for medicin og udgang, og det vil jeg simpelthen ikke tillade" Øhhh... ok... jamen hvad så? Hun, og sygeplejeren, rokerer nogle patienter rundt og jeg fik en almindelig stue. Det er nu fredag. Jeg kan ikke huske en skid. Min hjerne er ristet. Jeg husker kun små bidder af alting. Jeg har pisse ondt i alt ting. Jeg vil ikke mere. Jeg er træt. Xx Maine

Denne sætning var i min første behandlingsplan, af denne indlæggelse. Jeg synes den er morsom af flere grunde: 1. Uændret... Siden hvornår? Sidste indlæggelse? 2. Der er intet komma. Menes der: "Selvværd, uændret dårlig." eller "Selvværd uændret, dårlig."? 3. Mener de i virkeligheden "lavt selvværd"? Nå, men ud over denne perle, har der SÅ mange fejl i datoer, antal måneder, kilo... etc, etc. så jeg sendte den retur med rettelser. De har sagt at jeg får en ny, snarest. Jeg ligger lige pt. i min tildelte elevationsseng, på Frederiksberg Hospital. Mandag tog jeg en ordenlig stak piller. Med intention om at dø. Det virkede jo så ikke. Psykiatrisk skadestue -> Alm. skadestue -> Medicinsk Afd -> Udskrevet -> Brugerstyretstue på Psyk -> Suicide watch på psykose afsnittet -> Alm. patient på psykose afsnittet. Siden mandag, har jeg fået taget i hvert fald 14 omgange (min. 4 stk.) blodprøver, 10 EKG og arteriepunktur. For hver dag der går, går det op for mig at min hjerne er ret ødelagt. jeg bliver ved med at tænke: "Nu! er jeg ikke skæv længere!" så går der en dag... Og så starter det forfra. Jeg har ikke en gang ondt af mig selv længere. Jeg gider bare ikke at være her (på planeten) længere. Mit liv har indtil videre været en kamp for at holde næsen oven vande. Og nu er jeg træt. Jeg prøvede at "afslutte" det her. Den klarede jeg så ikke så godt. Nu er jeg her. Så må jeg spille efter deres regler. Jeg har fået besøg af nogle rigtig dejlige venner og familiemedlemmer. De er alle meget søde. De fleste forstår mine tanker. Andre, not so much. Min holdning til mig, lige nu: Jeg er TRÆT. Jeg HAR prøvet. Jeg har tabt. I want to get off this ride. Og jeg synes det er dybt uretfærdigt, at jeg ikke selv må sige fra. Nå... men i er her jo ikke for at høre på mit øf... Slidte Ditte blev indlagt i dag! Årgh, alt hvad hun gør pisser samtlige af mine tvangsneuroser af. HUN ER SÅ NEDEREN! Da jeg satte mig for at spise frokost vælger hun selvfølgelig dét bord, som jeg sidder ved. Hun SMASKER så højt og skovler ind som om hun ikke har fået mad i et år... Det kan jo så også godt være... Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg gør under denne indlæggelse, med hensyn til blog/vlog/begge dele. Som sagt er mit tema lige nu; at jeg er træt... :/ Og min hjerne er mos. Jeg skriver nok senere... Xx Maine

Nå... Jeg troede jeg var skide smart. Jeg designede en ny hjemmeside til bloggen i et andet system, end den jeg brugte i forvejen. Jeg eksporterede HELE den gamle blog. Jeg omdirigerede den nye side til mit domæne. Da jeg så ville importere alle mine gamle blogindlæg; finder jeg ud af at MAN IKKE KAN!!!!! :/ Det er dog en funktion der er på vej. Så i må vente lidt, hvis i vil læse gamle indlæg.

Det har lige været på nyhederne at de unge mennesker i dag har mere stress, sover dårligere, har flere hovedpiner og føler ikke de kan leve op til de krav der er til dem. Det gør ondt på mig… En af mine behandlere fortalte forleden dag at de unge er blevet bedre venner med deres forældre og er blevet mindre rebelske end de var for få år siden. MEN… Deres forbrug af tabelletter og forekomsten for angst er helt skruet op. Det er en sørgelig tendens, at man ikke kan have raske unge som trives med deres forældre. Jeg har desværre ikke kendskab til konklusionen på denne påstand, men jeg kan kun formode at det har noget at gøre med forventninger. Hvad tænker du? Er det noget du har mærket på egen krop? Xx Maine

Hvor stammer psykiske lidelser fra? Er det arv eller miljø der gør at så mange mennesker lider? Hvis vil koncentrere os om mig og skizofreni så tror jeg det er en god blanding af begge dele. Uden at vide det helt sikkert, så tror jeg at begge mine forældre fejler noget psykisk. Altså udover deres sklerose. Min bror og jeg har haft nogenlunde samme opvækst. Fysisk og psykisk vold, alkohol, mangel på fast bopæl og institutioner. Men hans skizofreni er langt værre end min. Han er til tider til rare for sig selv og andre… Me, not so much. Er min brors sygdom så fra vores forældre, deres gener? Jeg er egentlig pisse ligeglad hvor det kommer fra… Jeg er bare super skuffet over at mine forældre ikke har gjort noget for at lindre min bror og jeg. Noget der kan siges med sikkerhed, er at jeg har “miljø-arvet” min fars OCD. Det jeg mener er, at kun ved at blive udsat for hans regler og rutiner er jeg blevet “coachet” til at følge efter. Og nu kan jeg altså ikke smide det igen. Der er ikke genetik in over. Jeg fik først at vide at min far havde været indlagt med OCD efter jeg var fyldt 18 år. Der var skaden sket. Som min bror siger… Så kunne det have været super gavnligt at få det at vide så tidligt som muligt, så man har noget at forholde sig til og så man man identificere adfærden. Men nej… Der fejlede min fader atter igen. A pro pos min far så har jeg det bedre med at han gør som han gør. Jeg har haft det lidt stramt efter min fødselsdag hvor han valgte at holde sig væk. Men nu er jeg ok. Jeg kan ikke tvinge ham til at elske mig og respektere mig. Men jeg kan sætte grænser. Og det er så hermed gjort. Min mor har altid været meget deprimeret og sort seende. Samtidig har hun også været en værre ballademager, men mere om det en anden dag. Xx Maine

Jeg har fået hundredevis af kommentarer og beskeder og opkald efter min optræden på Go’ Aften Danmark i går aftes. Og kun 2 at den er “kritik”. Dem vil jeg så adressere her: Det er ikke altafgørende at tage medicin… Nogle patienter reagere ikke godt på meds, og andre vælger en anden vej. Det er naturligvis op til patienten og forhåbentligt i samarbejde med fagpersoner. Jeg er stor fortaler for at der skal flere hænder til i psykiatrien. Flere psykologer og flere sygeplejersker. Det er den der står for den daglige samtalebehandling. Det jeg har set på de afdelinger jeg har været tilknyttet og indlagt på er at der simpelthen ikke altid er tid til samtaler… Og kan bliver spist af med noget PN (Pun intended). PN er godt som damage control men ikke en varig løsning. Det er symptombehandling. Medicin virker godt for mig… Måske ikke alle andre. Jeg har været igennem MANGE præparater, og landende til sidst på peratzin. Andre giver måske op før de kommer til det “gyldne præparat” eller også har de bare en holdning til psykofarmaka på forhånd. Idk… Summasummarum, alle har hver deres recovery route. Og den skal respekteres. Xx Maine

Opdateret af Henrik Lublin, dr. med., speciallæge i psykiatri på Netdoktor.dk (uddrag) Hvad er skizofreni? Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger. De sidste års resultater viser, at mænd bliver ramt noget hyppigere end kvinder. Sygdommen begynder typisk i 15 til 30 års alderen. Risikoen for at udvikle skizofreni er lidt mindre end en procent for befolkningen som helhed. Som pårørende til en person med skizofreni har man dog en noget øget hyppighed. Jo tættere pårørende man er, desto større risiko. Hvordan opleves skizofreni? Sygdommen skizofreni omfatter flere forskellige sygdomstyper, der hver især er præget af forskellige kombinationer af symptomer . Man skal gøre sig klart, at ingen har alle symptomerne, og at symptomprofilen som oftest ændrer sig i sygdomsforløbet : Sygdommen kan sætte ind snigende eller akut. Hvis skizofrenien udvikler sig snigende, trækker man sig typisk mere og mere ind i sig selv. Man isolerer sig fra familie og venner. Personen kan også blive mere skødesløs med den personlig hygiejne og kan miste interessen for uddannelse, job og almindelige gøremål. Dette betegnes negative symptomer. Der kan komme søvnforstyrrelser , koncentrationsbesvær, ambivalens og andre forandringer i følelseslivet. Stofmisbrug og en interesse for okkulte emner kan være en del af billedet. Hos flertallet vil der med tiden komme perioder præget af hallucinationer (især af stemmer, men også af lugte, smag eller berøring). Der vil ofte være vrangforestillinger, undertiden bizarre og hyppigt forfølgelsesprægede, og talen kan være usammenhængende og vanskelig at forstå. Nogle vil have bevægeforstyrrelser fra arme, ben og resten af kroppen, hvor der for eksempel kan være underlige bevægelser, eller hvor personen kan stivne i underlige positioner. Sygdommen veksler oftest mellem akutte faser præget af såkaldte produktive symptomer, og faser præget af såkaldte negative symptomer: Produktive symptomer: hallucinationer vrangforestillinger visse tankeforstyrrelser Negative symptomer: apati man isolerer sig man forsømmer sig selv autisme, som er en oplevelse af ikke at føle sig forstået af andre og en optagethed af den indre verden. Sygdommen er meget belastende for personen med skizofreni og for familien, ikke mindst på grund af de medfølgende sociale problemer i forhold til uddannelse og job. Op mod 10 procent af patienterne med skizofreni begår selvmord. Synes det var en fin beskrivelse. Xx Maine