Her til aften har vi fået farsbrød, brun sovs og kartofler, udkogte gulerødder og udeffinerbar blomkålssalat. Jeg spiste 3 skiver og 7 kartofler, en skovlful gulerødder og en halv tallerken salat. Gik på værelset. Kastede op. Det gjorde ondt. Jeg blev indlagt i onsdags, fordi jeg er suicidal. Jeg har svært ved at få øje på hvorfor. Jeg har været udsat for en del trauma de seneste fire måneder, men alt er godt nu. Så nu knækker jeg. Jeg svinger mellem suicidal, psykotisk og deprimeret. Jeg er træt. Jeg har haft besøg af min bror i dag... jeg har ikke set ham i 2 år. Vi fik en god dialog, og jeg blev mundret lidt op. Så kom Mugge min gamle soldaterven ♥️ og lidt senere en anden god ven 🤩. Jeg fik denne bamse, den er jeg glad for. Lige efter de var gået, der begyndte jeg at se små 5 cm lilla og lyserøde aber der løber hen over gulvet 🫣 Det er ikke uhyggeligt eller noget, men så ved jeg bare hvad klokken har slået... Jeg havde 6x 50mg PN quetiapin, altså 300mg i døgnet. Det synes jeg var for lidt. Den fik jeg så sat op til, og hold nu fast, 1500mg i døgnet med 100 af gangen, jeg kommenterede at det var lige lovligt meget. Nu har aftenvagten sat den ned til 6x50 igen 😬🙄🙄🙄 Det var bare en kommentar... så nu har jeg ikke mere PN. 🙄🙄 Jeg er ved at løbe tør for smøger. Min hjerne er mos. Sjov mos, men mos. Xx Maine

Hvad er der sket siden efteråret 2018? Batman og jeg gik fra hinanden. Jeg blev udredt for sklerose, jeg har det ikke. Januar 2019: Jeg flyttede på et værelse, hvor jeg boede til leje hos hvad der senere viste sig at være et frygteligt stykke kvindemenneske. Der boede jeg i et år. Jeg datede en masse men fandt ikke nogen fast partner. Jeg mødte til gengæld en svindler! Ham fik jeg arresteret, men de slap ham fri fordi de ikke kiggede de rigtige steder med hensyn til hvad han havde hængende af sager. Januar 2020 fik jeg min egen lejlighed, hvor jeg bor nu. Kort tid efter jeg havde fået min lejlighed kom Covid-19 nedlukningen. Her flyttede jeg midlertidigt hjem til BFF'en og hendes mand. (Vi er ikke BFF's mere 😥) Her mistede Mocha det ene øje i et uheld. (Hun har det godt igen). Så fik jeg min første kørestol, så blev jeg indstillet til førtidspension, så fik jeg ny kørestol og jeg fik førtidspensionen. og så er vi faktisk up to date. Jeg har stadig god kontakt med Ymer og Damen ♥️ og taler med dem næsten dagligt. Hva'? Ikke mere update? Der er mange fortællinger i denne periode der bliver uddybet i andre kommende update- blogindlæg. Det her er bare en update teaser 😉 Maine Xx

Mine hobbyer Jeg har altid haft mange hobbyer. Som barn var jeg så heldig, at jeg havde mange fritidsaktiviteter. Jeg gik til trampolin, spejder, red hest og gik i en meget kort periode til fodbold. Som teenager og voksen, er jeg fortsat med spejder samt tegnet, strikket, hæklet, vævet og lavet papir. Fornyeligt er jeg begyndt at spinde mit eget garn. Da jeg var barn, tegnede jeg med papir og blyant, nu bruger jeg min iPad eller min wacom til min mac. Det med at tegne digitalt har virkelig været en åbenbaring. Det er nemlig en “undo” knap. Hvis jeg har lavet mit eget papir, så tegner jeg på det med blyanter eller maler på det med Ecoline blæk. Jeg gider ikke at male med vandfarver eller akryl og olie. jeg synes at farverne er bedre med blæk. Så spiller jeg musik og synger. Jeg er ikke så god til at synge, men jeg elsker det. Til gengæld er jeg ret dygtig til at spille ukulele efterhånden. Jeg elsker musik! Jeg elsker at høre det og spille det og læse om det. Jeg samler også på plader. Jeg er blevet nødt til at begrænse mig til at kun at måtte købe to plader om måneden. Ellers stikker det helt af. Alt der har med garn at gøre, har jeg nørdet indenfor de sidste 10 år. Jeg elsker flot og godt garn. For et par uger siden købte jeg en spinderokke, den har jeg nu fået lavet en del garn på som jeg både har vævet med og hæklet med. Bare testere, jeg har ikke produceret noget der er brugbart. Det næste jeg vil prøve er at indfarve garnet. Hobbyer og psykisk sygdom Nå, hva' så med hobbyer og psykisk sygdom, hjælper det? Alle mine hobbyer hjælper mig til at komme på andre tanker, når jeg har det skidt. Det kan være tankemylder, suicidale tanker eller psykoser. Ikke ensbetydende med at hvis jeg laver noget kreativt, så har jeg det sidt, men det hjælper når jeg har det. Det er især positive symptomer det hjælper på. Negative symptomer gør det ikke så meget ved. Hvis jeg kan mærke at jeg er på vej ned, eller allerede er der, så hører jeg meget musik. Det hjælper med at aflede. Jeg spiller knapt så meget. Hvis jeg har det rigtig dårligt, så hækler jeg meget, simple ting, så som klude eller halstørklæder. I takt med at jeg får det bedre så hækler jeg mere og mere komplicerede mønstre. Maine Xx

Jeg har fået mange forskellige præparater mod psykoser; Truxal, Trillafon, Seroquel, Zyprexa, Abilify, bare for at nævne nogle stykker. Så har jeg også fået medicin mod bl.a. bivirkninger, høj puls, depression, OCD, smerter og vitaminmangel... etc. Lige nu får jeg Abilify injektioner og tabeletter (indtil i dag), Seroquel (PN), Mirtazapin og Phenergan (PN). Abilify og Seroquel er antipsykotisk. Mirtazapin får jeg for depression (og bedre søvn) og Phenergan er et antihistamin der gør dig træt (også for bedre søvn). Der er mange antipsykotiske præparater der på virker dig på en måde og mig på en anden... Så det er bare at starte fra en ende af, og så learning by burning. Lige pt. er der ikke noget jeg har læst om der virker interessant, at prøve af. Jeg er fint tilfreds med det jeg får. PN betyder "Pro Necessitate" og betyder efter behov, eller som patienter nogle gange kalder det blandt hinanden; Pisse Nødvendig. De fleste meds har en eller flere bivirkninger... :/ Truxal - Der mistede jeg koordination og blev en kognitiv zombie. Zyprexa - 30 kg på 2½ måned. Endeløs sult og ingen mæthedsfornemmelse. Seroquel - vægt øgning, uro og tømmermænd. Trillafon - Lipide- (fedt) bindende, sociale evner glipper. ... bla bla... etc. Der er jo også andre behandlingsformer end medicin som f.eks. samtaler, ECT, fys, ergo... etc. Jeg nyder meget at have fysio- og ergoterapeuter "på". Ved fyssen kigger de især på mine ben, led og vejrtrækning. Med Ergoen, sidder vi tit bare og tegner eller maler, og taler om dét. Der er stor forskel på hvem man lige taler med, om man klikker med hinanden, som i alle andre relationer. En Sosu-assistent kan være MEGET bedre end en psykolog, hvis de er dygtige til at empatisere og lytte. Personligt får jeg sjældent så meget ud af at snakke om tingende. Jeg er også vildt dårlig til at sætte or på følelser ud over glad, sur og ked af det. Siden jeg startede på medicin, har jeg af forskellige årsager haft nogle "huller". Jeg har erkendt at jeg har behov for den antipsykotiske, resten af livet. Men den antidepressive håber jeg, at jeg kan smide under denne indlæggelse. /Maine Xx

Da jeg var lille, der drømte jeg om at være astronaut, og havfrue, og mange forskellige professioner. Jeg "vidste" som faktum at jeg ville blive "klappet af", som voksen... det skete så ikke. Jeg drømte også om at bo på en gård, og at jeg ville få mange børn og dyr, og leve af jorden. Nope. Jeg er blevet spurgt om hvad jeg drømmer om nu... Jeg ved det ærligt talt ikke. :( Hver gang jeg kommer i nærheden af; "det kunne være fedt hvis...", så støder jeg på en skavank eller anden begrænsning der umuliggører at fuldføre, dét der nu er fedt. jeg gad godt, egentlig, at have en uddannelse. Det er bare super svært med min fleks-bevilling, SU og timer. Så ville jeg tage min HF færdig og tage på universitetet. (Retorik og eller Russisk) Jeg vil stadig gerne bo på en gård, det passer bare ikke ind med hvad Batman vil, og hvad/hvor meget, jeg er i stand til at vedligeholde. Jeg kan ikke passe en hest, et par får og høns... Hell... Jeg kan knapt nok passe mig selv. At passe sig selv, samt passe på sig selv, har i mange år været et problem for mig. Generel selvpleje er jeg enormt dårlig til, da jeg har svært ved at få øje på gevinsten. At passe på mig selv, har jeg problemer med, fordi jeg er enorm dårlig til at sige nej og lader mig træde på, mange gange, før jeg siger fra. Noget andet, nogen måske vil argumentere, er at et dødsønske - ikke er at passe på sig selv. Jeg synes det modsatte. Hvis man respektere sig selv, og de begrænsninger for belastninger man kan bære, så er det da kun den største selvkærlighed at sige stop når det er for meget, når det længe har været for meget og når der ikke er nogen vej uden om ens belastning. Jeg har fået at vide af lægen, at der selvfølgelig er en risiko for at de ikke finder noget på alle mine somatiske prøver. Det er meget muligt at de så siger, at dét betyder, at jeg er rask! :/ Uhm... nej. Jeg fejler noget, I har bare ikke fundet det endnu. Så sagde lægen: "Jamen, det ville jo også være forfærdeligt, hvis du fejlede *indsæt diagnose*" Hvortil jeg svarede "Jeg bliver hverken mere eller mindre syg af at I kalder det noget." Men med en diagnose, være hvad det vil, vil jeg kunne få noget behandling. Jeg er så træt, og jeg har så ondt. Nu har jeg også fået et ødem på min arm :/ Ca. på størrelse med en blomme. Iiiiiih, hvor er det irriterende altså. Endnu en ting til listen. Nu vil jeg lægge mig til at drømme, om hvad jeg kan drømme om. /Maine Xx

Jeg havde en interessant samtale med en med patient den anden dag. Derefter en lignende samtale med en af mine gode venner. Når det kommer til selvmord kan det deles op i to kategorier, hos en med skizofreni: 1. Stemmerne diktere du skal tage dit eget liv, hvorefter du gør det (Forsøger på det), ud af affekt, eller, 2. Du bliver så slidt, træt og plaget at du tager (forsøger at tage) dit liv efter mange års planlægning og betingelser. Jeg har været kategori 1 MANGE gange men denne gang var især kategori 2. Jeg har på intet tidspunkt, under denne sygemelding, været i affekt. Det var nøje planlagt. Jeg husker tydelig midt/slut oktober at jeg tænkte, nu skal jeg snart dø. En beslutning, at jeg var færdig med smerter og fatigue. Det var rart. Jeg havde kontrollen, jeg kunne sige fra... Jeg drømmer stadig om "den store røde knap". At der kommer en tid/sted hvor jeg kan få lov til at sige et værdigt og skamløst farvel til mine pårørende, og komme herfra på en validerende måde, ved egen hånd, eller med hjælp. Det er lige godt satans, at fordi jeg er bims, så er mit ord utroværdigt (symptom på min diagnose), PÅ TRODS AF, at jeg er velmedicineret og symptomfri. Iiih... Jeg bliver spurgt (nogle gange flere gange) dagligt om jeg "stadig har selvmordstanker?" JA! Det kan godt være at de giver mig en hulans masse medicin, så jeg er glad og apsykotisk. Men, men, men, mine tanker er stadig mine, og ændrer ikke at jeg ikke gider mere :/ Min læge her på afdelingen, har booket mig ind til en masse neurologiske ting og sager... Hun tager mig meget seriøst. Men der er jo stadig en risiko for at prøverne kommer tilbage negative... Altså så betyder det (for sundhedsvæsnet) at jeg "ikke fejler noget". Det gør mig mere træt. Forbavsende mange af mine pårørende støtter mig stort i dette... :) Det varmer i rosinen. Jeg sætter mig til at tegne... skriver senere. /Maine Xx ****UPDATE**** Klokken er 00:05... :/ Jeg er SÅ TRÆÆÆÆÆÆT, men jeg kan bare ikke falde i søvn :( Bleh... Jeg går op og får PN. Go' nat for fa'en. /Maine

Den besked fik jeg i dag efter en pårørende spurgte til bivirkninger fra mit sidste selvmordsforsøg, da jeg fortalte om mine skavanker. WTAF? Jeg forstår faktisk ikke hvordan der NOGENSINDE ikke er upassende at sige det til en syg person...? Jeg er indlagt på et HOSPITAL, ikke på rekreationsophold på Marienlyst. Jeg bliver pumpet med medicin og kommer til 7 milliarder samtaler om ugen + blodprøver, EKG og blodtryk med jævne mellemrum. Selvmord/selvmordsforsøg ER, om man vil det eller ej, end del af (eller resultat af) en del af mine diagnoser. DET ER IKKE EN JOKE. Uanset hvor meget det er for sjov, er det pisse UPASSENDE! Jeg er helt paf. Disse sætninger hører man tit som psykisksyg. Prøv at tænk på sætningerne med somatiske lidelser (fysiske), jeg har sat nogle eksempler i parantes: "Jeg ved du syg, men du kan i det mindste prøve at opføre dig rask?" (Madforgiftning) "Du skal bare ændre din tankegang, så får du det bedre!" (amputationsulykke) "Har du prøvet, at ikke have __________?" (Influenza) "Jeg synes ikke det er sundt at du tager alt den medicin hver dag, er du ikke bange for at den ændrer hvem du er?" (Diabetes) "Det er som om du slet ikke prøver!" (Skudsår, bilulykke eller cancer) "At ligge i sengen hjælper dig tilsyneladende ikke, hvad med at prøve noget andet?" (koma) Denne kommentar kom fra en person tæt på mig. Jeg tror ikke at det var ment ondt... (eller... det håber jeg ikke). Folk spørger mig ofte, "hvordan går det?", jeg svarer som regel "fint". Ikke at jeg har det fint, og jeg siger det ikke for at skjule det. Men, efter omstændighederne, har jeg det jo fint. Jeg mener, de ved jo godt at jeg er syg og på hospitalet- det er ligesom selvsagt :/ Hvad ville du svare til sådan en besked? bleh! jeg er træt... Jeg har brugt hele dagen på at tegne Hvisketiskemanden. Nat nat. /Maine Xx

Min veninde's post: Jeg så min veninde postede denne forleden dag. Jeg blev jaloux. Tænk at hun har følelser, som er uvurderligt dyrbare... Jeg sad kort og funderede over om jeg egentlig "virkelig elsker noget"? Senere samme formiddag, skulle jeg tale med specialpsykologen. Hun spurgte sjovt nok, om jeg er blevet ugidelig? Om der er ting jeg tidligere har nydt/holdt af/elsket, som jeg ikke længere gør? Ikke engang min hund, fylder som tidligere... jeg er lost... Jeg lavede en liste: (vilkårlig rækkefølge) Et rent, opryddet hjem, Mocha, At synge og spille ukulele, Min kalender, Nye ting, Batman, At lægge makeup, At være fin i tøjet, Solopgange, "happy music", holde fest... Jeg kunne skrive mange ting. Nu er jeg bare en rosin... Jeg prøver at blive begejstret for ting (som at tegne, se Mocha...etc), det virker bare ikke rigtigt. Jeg hopper i seng :/ Jeg håber at jeg har mere krudt i morgen... /Maine Xx

Hold nu kaje, jeg er træt for tiden... Jeg har langt om længe sovet i nat: 9 TIMER!!! De 4 nætter op til, har jeg sovet SÅ dårligt. En blanding af dårlig medicinering og dumme nattevagter... I går aftes fik jeg dobbelt op på den sløvende anti depressiv, yay! Når jeg ikke har sovet, har min hjerne været mos... min hukommelse sutter løg, og min tålmodighed og empati, non-eksisterende. Jeg har dog fået tegnet! Jeg har downloadet det gratis tegne program Krita! (krita.org look it up!) Det er bare sejt! Selv om, det altid er svært at finde rundt i et nyt design program, vil jeg indrømme at det er bedre OG nemmere end InDesign, Illustrator og PS tilsammen. (Det kan ca. det samme og er -for mig- langt mere logisk.) Jeg er gået i gang med at tegne Mocha: Den er ikke færdig endnu, men jeg synes selv at man kan se det er hende allerede. Men tilbage til søvn; jeg har sovet dårligt så længe jeg kan huske. Både dårlig indsovning, kvalitet og længde samt masser af opvågninger. Jeg har i perioder fået imozop/-clone og forskellige sløvende præperater. De der har virket (imozop/-clone) bliver man ret hurtigt afhængig af. så dem har jeg kun fået i kortere perioder. MEN, nu tror jeg at vi har skudt papegøjen. I aftes fik jeg dobbelt op på den antidepressiv, jeg startede på forleden. Dét, er bare sagen. Jeg har været træt så længe jeg kan huske. Hvad er dit bedste "falde i søvn tip"? Du må meget gerne dele enten her på siden eller på min Facebook :) Noget jeg kunne være foruden, er den hovedpine jeg har døjet med i to dage. Jeg har talt med lægen i dag, og mine levertal er blevet så fine, så hun kunne ikke se hvorfor jeg ikke skulle have nogle panodiler. Det tog lige toppen... (jeg må få igen kl. 1700) Hun snakkede en masse om migrene, det ser vi på hvis det fortsætter. Ellers antager vi bare at det er en bivirkning af at stige så hurtigt i Antidepressiva. Argh... Den hovedpine her... :/ /Maine Xx

Dette hotel er først og fremmest usandsynligt rent! Det er jo altid godt! ⭐⭐⭐⭐⭐ Men når det er sagt vil jeg aldrig anbefale dette hotel. Sengene er kun lige knapt post-berliner-muren, så du kan satse på at få ondt i ryggen. Toilet papiret er omkring korn 60. ⭐💥💥💥💥 Personalet kommer lige tæt nok på, de stiller meget personlige spørgsmål, så hvis du værner om din intimsfære, så er dette ikke opholdet værd for dig. Jeg burde have gættet at dette ikke var et fint sted, da jeg fik øje på et par stykker af de andre gæster... De så ikke helt raske ud. ⭐⭐⭐💥💥 Jeg er også stensikker på at her spøger... ⭐⭐⭐⭐💥 Personalet er meget søde til at komme med håndklæder/A2 størrelse korn 60 (når spurgt) og hjælpe med at skifte sengetøj. Maden: Kartoffelmosen er som jeg tidligere har erfaret, genial, tager dog ikke skade af salt og peber. "Kød"-bollerne var dog tvivlsomme, men eftersom jeg er vokset op med beskeden; "der er sultne børn i Afrika!", så spiste jeg selvfølgelig op. Selleriternene var blevet vendt i noget tvivlsomt græs, for derefter at spendere for lidt tid i ovnen... Ikke et hit. Det er ofte at der ikke er variation i det grønne (lettere lysebrune). Maden får ⭐💥💥💥💥 på grund af manglende sovs og grønt, samt alt for meget græs-krymmel. Alt i alt et dejligt ophold, med få, men nemt oprettelige mangler. Total : ⭐⭐⭐💥💥

I dag har været ok. Det har føltes lidt som om at jeg har haft en aftale lige i røven på den næste. Men nu kan jeg trække vejret. Jeg har lige fået en bolle med ost, et æble og en kop the. Jeg har også lige været i bad, jeg er ikke fan. Bruserhovedet ligner en kapsel med huller, og der kommer mere vand på væggene end mig... Men med hjælp af et plastikkrus, lykkedes det mig at få vasket hår. Tidligere i dag fik jeg besøg af en dejlig Engelsk veninde. Hun havde cigaretter med til mig (jeg var så low på lageret at jeg var ved at gå i panik). Vi hyggede og jeg kan se det er svært ikke bare for hende men største delen af mine pårørende, at jeg ikke vil være her mere. Det kommer især til udtryk når man kommer til at sige ting som; "Du overlever nok" og "Du ser næsten død ud". Så bliver folk HELT forfærdede over at det er kommet ud af deres mund. Men mere end de fleste forstår mig. De kender min historie. Det bliver ikke akavet. Det havde jeg faktisk forventet, at det ville blive lidt weird, og folk ville blive helt "no, no, don't do it-agtige". I morgen får jeg besøg af to andre af mine Engelske tøser. Det glæder jeg mig til. Min sygeplejerske fra distriktet kommer også i morgen. jeg bliver faktisk lidt overvældet... Men dem i morgen har jeg haft besøg af 10 mand på under en uge. Så meget interesse får jeg ikke ligefrem til hverdag. Det er bestemt ikke en klage. Jeg troede bare folk var ligeglade. Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg (de gamle indlæg kommer her på siden, så hurtigt som muligt... der er bare lidt issues med at mit gamle system og det nye ikke rigtigt snakker sammen.) om besøg: Det er ikke altid så fedt/godt som det er ment. Det er en af mine mest populære posts. Jeg skrev blandt andet om at man som patient kommer ind i en healer bobbel, hvor man ikke skal prikkes til for meget med "dagligdags crap". Dette gælder også telefonopkald. Ikke for meget "Så fik vi en rykker for telefon regningen" eller "nu er naboen sur over underboen igen". Det. Er. Lige. Meget. Eftersom jeg ikke er psykotisk i denne omgang, får jeg meget "du virker ikke syg?". Det er meget muligt, at jeg ikke er syg som jeg plejer... Men jævnfør samfundet, så er man syg når man er suicidal, ergo er jeg her. Jeg elsker jeres opkald og besøg, det er ikke brok. Jeg skal nok sige til når det er for meget af det gode. Men heads-up til pårørende til andre patienter, du/i burde nok checke ind med jeres patient om det egentlig er noget der hjælper dem, hvis du ringer/besøger tit. Men nok om det... Husk cigaretter og chokolade macaroons hvis du kommer på besøg, der er ligesom sat en standard! Lol. /Maine Xx

Jeg har for 24 minutter siden taget hul på min anden uge, på hospitalet. Jeg har talt meget længe med en læge i dag, om mine fysiske skavanker. Så det kommer der lidt skub i nu, i form af (forhåbentligt) en stak henvisninger. Jeg får besked på onsdag, hvad der kommer til at ske. Jeg har også terpet min e-journal, for at tælle hvor mange indlæggelser og suicidalforsøg jeg har bag mig. Jeg er stødt på en enkelt indlæggelse der slet ikke er der :/ Og way back, er der en psykiater der har udtalt sig at min stedfar var "nærmest voldelig", og at jeg blev sjovt nok fornærmet når jeg havde fortalt at jeg havde selvmordstanker, og han sagde, at han synes ikke at det var noget farligt... :/ Få dage senere lå jeg på ITA. Jeg har talt med rigtig mange mennesker og jeg bliver kun bekræftet i at det er en god idé at give dem der vil herfra (inklusiv mig selv), en stemme. Jeg vil opfordre mine medbimser til at gå ind og kigge på sundhed.dk. Jeg er overrasket over hvor mange fejl og mangler der er, og nu er det ligesom lidt for sent. Jeg havde en gang en super sød sygeplejerske, som ganske rigtigt observerede at hvis jeg først droppede mine tvangshandlinger fra den ene dag til den anden, så var der ikke langt til et selvmordsforsøg. Man kan læse op til ALLE mine forsøg, skriver mine behandlere, at jeg har mistet min gnist, er ligeglad, usoigneret, overholder ikke nødvendigvis aftaler, aggressiv i mit sprog... Hvorfor, når dette blev observeret, SÅ mange år siden, er det ikke blevet "brugt"? Hvis du er bims, har du så en "tell"? Er der noget der afslører at du er på vej ned? Måske er du en pårørende, og kan se at der sker et eller andet lige før din kære får et dyk/ bliver indlagt. Jeg har lovet min veninde jeg ville ringe til hende i aften, så jeg smutter... god aften der ude. /Maine Xx