Jeg stod op kl. 07:00 i dag. Jeg har haft mareridt. Jeg drømte at jeg skulle lave uendelig hjertemassage og at alle de ting jeg har med mig var gået i stykker; ipad, telefon, mine sko og min kørestol.
Jeg fik en halv bolle med ost og agurk til morgenmad, jeg har ingen appetit, sammenkogt med et spinkelt håb om kontrol. Jeg har til gengæld drukket 12 kopper kaffe og klokken er kun 10:23. Ca. kl. 08:00 talte jeg med en SYPL ang mad, hun sagde at hun kan se på min diagnoseliste at jeg er laktoseintollerant, men at der ikke er blevet bestilt mad til mig 🙄
Jeg har været i bad, men de har stadig ikke hentet badestolen.
Jeg føler mig opgivende. Det føles som om at min tanker: Suicidale og selvdestruktive, aldrig vil forsvinde.
Jeg sidder meget på min stue, der er ikke nogen at tale med, personalet har travlt.
Jeg hører radio på stuen. Der er ikke så mange kanaler at vælge i mellem. Men noget de alle har til fælles er, at de spiller reklamer for online spillemaskiner... Jeg kan ikke lade være med at tænke på en ekskæreste der var ludoman. Nu har jeg ikke analyseret de reklamer der kommer
for spil, men det er ufatteligt at de må?!?!
Jeg talte med en medpatient i går, han lånte en kopi af min bog, han blev udskrevet i dag, jeg ved ikke hvad han synes om den.
I dag bliver den første hele dag på denne dosis psykofarmaka. Jeg har svært ved at koncentrere mig og jeg glemmer meget. Det er som om jeg har vat i ørene og briller på med den forkerte recept. Jeg tænker klart, bare mere langsomt og kun i en bane. Jeg kan ikke regne min prognose ud. Jeg kan mærke at jeg har mindre ondt i mine ben når jeg får smertestillende på faste tidspunkter, i stedet for at tage dem, når det først gør rigtig ondt.
I dag er det min næstældste storebrors fødselsdag. Tillykke til ham. Det er også Guy Fawkes night i UK, have a fun evening everyone.
Min yngste storebror kommer kl. 13:00, jeg glæder mig til at se ham. Jeg får også besøg af to veninder, de har aldrig set mig dårlig. Det bliver dejligt at se dem, men jeg frygter også lidt hvad de tænker.
Jeg tænker meget på min mor og far, mangel på samme. Jeg tænker på hvorfor jeg ikke er god nok til dem. Jeg er ikke god nok. Punktum. Venner, kærester, bekendte, jeg er ikke god nok. Min krop hader mig. Jeg har lungebetændelse igen...
Jeg har lige talt med en sygeplejerske... jeg får PN nu.
Det er virkeligt kritisk med luft i mine dæk så hvis nogen har mod på at komme og hente en nøgle og køre hjem til mig efter en pumpe og så her ind med den, er jeg evigt taknemlig. Eller hvis der er nogen der har en pumpe de kan tage med ind? Der skal være tryk måler på 🙏😬
Jeg tror jeg har blærebetændelse også... booooooooooooo!
Jeg gider ikke mere...
Jeg falder fra hinanden, bogstaveligt talt.
Min bror har lige været her i 3 timer.
Det var fedt. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord; musik, computere, følelser, forældre, film og sygdom.
Noget vi snakkede om, som jeg vil dele med jer, er ens indre ært, eller indre barn, happy place.
Min bror og jeg har det på forskellige måder, men her er min version:
Alle mennesker er født med et lille frø, eller ært inde i kroppen. Den er og bliver løbende fyldt med gode minder og følelser. Hvis du så som barn eller voksen bliver udsat for vold; fysisk, psykisk, økonomisk, seksuelt...osv. så trækker du dig tilbage i din ært, hvor de gode følelser er. Du forsøger at fjerne dit jeg fra din nuværende situation. Voldudøveren kan slå, sparke, råbe, stjæle, snyde, krænke, men de når aldrig ind til din ært, din essens. Ærten kan godt få lidt buler af forsøg på at knække dig. Den kan også blive pakket ind i så meget vat og bobbelplast i et forsøg på at passe på den, at det bliver svært at få kontakt. Men den er der, og den er hel.
Da jeg var 5-9 år levede jeg hovedsagligt inde i ærten, jeg var i mit happy place. Der var meget vold, druk og terror fra mine omgivelser. Fra 9-20 pakkede jeg min ært væk, i mange lag beskyttelse, da jeg ikke længere fik tæv men skulle være stærk. Jeg blokerede omverden, og jeg blev syg af det. Efter mange års terapi, er jeg atter kommet i kontakt med ærten. Jeg havde en god kontaktsygeplejerske på Frederiksberg psyk, der sagde at man skal vande sin ært hver dag, give den gødning og sol, samt tage alle det beskyttende lag af. Dette skulle forstås som at jeg skal passe på mig selv, tale sødt til mig selv og gøre ting der gør mig glad.
Jeg har skrevet et brev til mit indre barn/ærten, det er i min bog jeg lige har udgivet. Hvis du har været udsat for et traume eller vold af den ene eller den anden slags, så vil jeg anbefale at du skriver et brev til din ært.
Det er din opgave at passe på dig selv, så må alle andre komme nummer to.
Jeg ved nu mere end nogensinde, at jeg ikke ligger på en første plads, eller en anden for den sags skyld, hos mine omgivelser.
Jeg er skrøbelig og samtidig så stædig... Jeg vil dø, jeg vil leve. Jeg har ondt. Jeg er på hårdt arbejde altid. Der er aldrig nogen gulerod, eller præmie. Jeg vinder ikke.
Jeg er træt.
Jeg skriver igen senere...
Xx Maine